Kærlighedens køkken

Skrevet d. 23 Februar 2004

Af Bente Hoffmann

Vi skrev sammen en uges tid på Lovefinder, og min modvilje blev tirret den dag, han skrev, at han ikke spiste kød. En vegetar?! Kødspiserens almindelige skepsis over for en person, der ikke er som jeg, overmandede mig. Vegetarer, det er da sådan nogle, der konfronterer en med synspunkter som: ”Hvis du nu selv skulle slå de dyr ihjel, du spiser, hvor meget kød tror du så, at du ville få?”

Er det ikk’?

Okay, jeg var negativ for en stund. Men på given foranledning fik jeg et, i mine øjne fornuftigt, svar på min forespørgsel om, hvorfor han ikke spiste kød: ”Den korte historie er, at da jeg tilbage i ’84 skulle til at være en selvstædig husholdning, syntes jeg, at kød var for besværligt at have med at gøre. Så det droppede jeg. Siden har jeg så tilsluttet mig mange af argumenterne omkring, hvorfor man kan lade være med at spise kød. Især i de seneste års skandaletider med kogalskab og salmonella har jeg med stor morskab løftet fanen højt.”

                 Hmmm, manden havde jo ligefrem en plausibel forklaring på sin vegetarisme. Og skønt jeg er kødspiser, har de grønne retter altid haft en fremtrædende plads i mit køkken, så … så langt var vi jo heller ikke fra hinanden. Jeg lod modviljen fare og stablede et møde på benene. Og det var godt! For mit køkken har ikke været det samme siden.

Den majaften i 2002, hvor Niels og jeg mødtes, fandt jeg ikke bare manden, jeg i dag er kæreste med, jeg fandt også min madlavnings nye inspirationskilde. Selv om jeg altid i vennekredsen har gået for at være en god kok, og selv om folk altid har rost min kulinariske kreativitet, så har jeg i Niels uden tvivl mødt min lige (tja, måske endda min overmand). Han er en fiskeforfører og en grøntsagsekvilibrist, som sammensætter råvarerne på nye måder. Både til hverdag og fest. Jeg havde for eksempel ikke skænket det en tanke, at en ligegyldig dåsetun fra Netto kan blive til de lækreste tunfrikadeller. Eller at pastinak og rødbeder stegt i ovnen er et forfriskende alternativ til de bagte kartofler.

Vegetarismen havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om. For den eneste forskel på vores forhold til mad er brugen af kød eller ej. Men jeg tror, at min umiddelbare reaktion var meget almindelig: De fleste af os bryder os ikke om noget, der ikke ligner det, vi allerede kender. Vi er vist temmelig konservative, når det kommer til mad. Det er så nemt at køre i den samme rille uge efter uge, måned efter måned. Når hverdagen er travl, læner man sig let op af sine ’klassikere’ og orker ikke at søge inspiration eller at eksperimentere. Når nu man er vant til jævnligt at spise kød, ja, så virker det ’forkert’ at leve uden. Og så går der jo faktisk nogle af de der vegetarer, som anser kødspisere for mordere, rundt derude i samfundet … og sådan en var jeg vist bare begyndt at diskutere med i stedet for at forelske mig!

Jeg har ikke omvendt Niels og han ikke mig, og vi har heller ingen planer om det i fremtiden. Når vi ikke er sammen, tilbereder jeg stadig retter med kød, og det er da heller ikke ualmindeligt, at jeg bestiller ’dødt dyr’, når vi spiser på restaurant sammen. Heldigvis var han nemlig, allerede inden jeg lærte ham at kende, ’vokset fra’ kun at kunne kysse en kvinde, som havde spist kød, efter at hun havde børstet tænder …