| ||||||||||||||||||||||
Log ind eller Bliv medlem | ||||||||||||||||||||||
Gløgg-tidSkrevet d. 3 December 2001Nu kan vi snart ikke komme uden om det. Julen nærmer sig, og dermed alle de dejlige ting der hører denne tid til. Der er altid noget helt specielt over at få den første gløgg, enten med små hjemmebagte brunkager eller med dejlige lune æbleskiver og alt hvad dertil hører. Det er faktisk utroligt nemt at lave sin egen jule-gløgg. Der er den nemme måde hvor man bare køber en færdig gløgg-blanding som skal varmes op, og det er der jo ikke meget sjov og smag i. Hvis man ellers har tiden, så kan man dagen i forvejen lægge en tepose fyldt med forskellige krydderier såsom nelliker, en kanelstang, stjerneanis, vanille, kardemomme, og hvad man ellers synes at julen dufter og smager af i en gryde med en fyldig rødvin. Jeg plejer at bruge en Cotes du Rhone vin, da den har masser af god frugt, masser af smag og samtidlig en god rund smag samt syre der passer godt til gløggen. Når gløggen skal bruges tages posen med krydderierne op og rødvinen varmes op - det er en god ting lige at smage om der mangler en smule sødme, hvis det er tilfældet kan man komme en lille smule portvin i eller lidt rørsukker. Til sidst tilsættes evt. en smule snaps eller cognac for at give det sidste pift. Det er en god idé at lade de flækkede mandler trække lidt i en smule cognac, og først komme rosiner og mandler i glasset til sidst, når den varme gløgg hældes over, for ikke at få nogle fuldstændig opsvulmede rosiner, der er dobbelt så store som normalt. Det er også muligt at lave en fransk udgave, Vin Chaud, her er der ikke meget andet end krydderierne, rødvinen og appelsinskiver og så kan man selv justere med sukker og kanel, når man får denne dejlige varme drik i glasset. Se alle artikler |