Du bli´r hvad du spiser - og hvem du spiser med (1)

Skrevet d. 29 December 2004

af Anne Lund, religionshistoriker

WHO har dømt fedmeepidemi. Danske børn spiser i snit 2,5 kilo sukker om måneden. Alligevel bliver man sendt uden for døren, hvis man kommenterer skolemadpakker eller hvad der serveres til morgenmad.
Hvorfor? Fordi mad på én gang er et stort tabu og noget af det mest identitetsskabende, der findes: Kritiserer du min mad, kritiserer du mig. Spiser du anderledes end os, er du ikke en af vores.  

Religionsskabere har altid vidst dette og benyttet sig af det. Der er ofret meget plads på emnet i de fleste religiøse lovtekster. Og de har haft øje for, at en vigtig måde at vise på, hvem man ér, er ved at vise, hvem man ikke ér. De trak fællesskabets grænser via maden og måltidet. For det er ved hjælp af synlige grænser, man får vist gruppens egne medlemmer og alle andre, hvem man er:

F.eks. spiser hinduer ikke oksekød, da de betragter koen som et helligt dyr. Ghandi har udtalt, at han betragtede koen som det, der forbinder mennesket med alle laverestående væsener, og at han anså det for hinduens opgave at beskytte denne forbindelse.

At afstå fra oksekød hjælper altså med til at fortælle at man er hindu. Hinduer viser desuden hvilken kaste, de tilhører gennem måltidet. Folk fra forskellige kaster spiser ikke sammen, ligesom de ikke vil spise mad, der er tilberedt at nogen, som tilhører en lavere kaste end dem selv. Jo højere kaste man tilhører, desto højere grad af rituel renhed menes man at have. Urenhed kan overføres via maden, således at mad der er tilberedt af eller indtages sammen med nogen fra en lavere kaste er urent og kan besmitte en.

Også i jødedommen spiller spiseregler en stor rolle. Hvad det er, der er urent og dermed ikke egnet til menneskeføde står beskrevet i tredje Mosebog. Det er herfra buddet om ikke at spise svin stammer, idet der står, at man blandt andet ikke må spise dyr, som har kløftede hove, men som ikke tygger drøv (Kap11). Samme sted står at man blandt dyr, der lever i havet og i floderne kun må spise dem, der både har finner og skæl.  Ingen nytårsøsters eller fjordrejer her!. Disse er ikke blot urene men ligefrem afskyelige ifølge moseloven.  

Spiseregler blev også brugt til at adskille sig fra andre religiøse sekter. Religionshistorikere mener, at forbudet mod at blande kød og mælk skyldes en anden religiøs sekt, der i udøvelsen af deres kult ”kogte kiddet i sin moders mælk”. Altså: Vi er jøder, ergo er vi ikke som ”dem”. Dette bud tages også alvorligt i dag, hvor der hos nogle praktiserende familier findes to sæt service og to opvaskemaskiner. Et til madvarer der indeholder mælk og et til madvarer, der indeholder kød. Som ikke-jøde kan man heller ikke forvente at blive inviteret med til påskemåltidet i sådanne familier, idet dette måltid er tæt forbundet til den jødiske mytologi om ørkenvandringen, og styrker den jødiske identitet. 

Fællesskabet omkring måltidet spillede også en stor rolle hos den jødiske sekt ”essæerne” i Qumran omkring Kristi tid. Essæerne, der især er kendt fra fundet af Dødehavsrullerne i ´47, opstod formodentlig i opposition til tempelkulten i Jerusalem, som de ikke længere mente repræsenterede den rette lære. Sekten var præget af strenge optagelseskrav, ejendoms­fællesskab og vægt på renhed. De anså sig selv som det rette præsteskab, der skulle være klar til at modtage Messias ved hans ankomst. Måltidet spillede en stor rolle i denne selvforståelse, idet alle måltider understregede sektens særlige status. Deltagerne foretog rituelle renselser og klædte om før og efter måltidet. Under måltidet indtog medlemmerne deres pladser efter et stramt hierarki, og ingen rørte maden før den var blevet velsignet af præsterne. Og selv om måltidet blev indtaget i fællesskab to gange daglig, var der strenge regler for hvem, der måtte deltage. Der blev krævet en prøvetid på to år for sektens medlemmer, før de kunne indtage deres pladser ved fællesmåltiderne. På samme måde kunne forseelser fra et medlem betyde udelukkelse fra fællesmåltiderne i et helt år. På den måde blev måltidet absolut en bekræftelse af gruppen og af hvem, der var med i gruppen.