HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Kaffens historie del 1 af 2

Skrevet d. 7 April 2002

Tekst og billeder fra www.kaffeinfo.dk

ÅR 0 - Hvor stammer kaffe fra?
 
Kaffetræet Coffea Arabica lever vildt i Etiopien i et bjergrigt område, der pudsigt nok hedder Kaffe.
Helt tilbage i forhistorisk tid har de indfødte sandsynligvis plukket de modne, saftige bær fra kaffeplanten og spist frugtkødet. Først senere fandt de på at udnytte bønnerne og deres aromatiske smag.

ÅR 900 - Gedehyrdens opdagelse 
Kaffens opkvikkende egenskaber blev opdaget ved et tilfælde af en etiopisk gedehyrde ved navn Kaldi. Kort tid efter at hans geder havde spist de røde bær fra kaffebusken, begyndte dyrene at opføre sig besynderligt. De virkede ligefrem lystige og selv de ældste bukke sprang omkring som kåde kid. Den forundrede hyrde fortalte om sine oplevelser til en munk, der blev så nysgerrig, at han samlede en hel del bær sammen og prøvede at hælde kogende vand over dem. Afkoget smagte ikke alene godt, men han følte sig også meget opkvikket. Med stor begejstring tog han drikken med til klosteret. Munkene blev snart kendt for at være særdeles vågne og opvakte, og selv ved de lange bønner midt om natten, kunne de holde øjnene vidt åbne. Derfor kom klosteret til at hedde "Det vågne kloster".

ÅR 1450 - Mecca's kaffehus 
De første rigtige beretninger om kaffe går tilbage til omkring år 1450. De fromme havde lært sig at drikke kaffe, som hjalp dem med at holde sig vågen under de natlige bønner. Araberne forbød udførsel af kaffe, men pilgrimmene smuglede bønner og planter ud af landet, for kaffe måtte de have med sig på deres pilgrimsfærd til den hellige by Mecca. I 1470 grundlagdes det første kaffehus i Mecca, og en helt ny kultur udviklede sig. Over en kop skoldhed kaffe sad de fromme og diskuterede, udvekslede nyheder, spillede skak eller lod sig underholde af dansere og musikere.

ÅR 1615 - Købmandens drøm 
En anden legende beretter, at en arabisk købmand under en rejse i Etiopien, en dag blev budt på en hed drik af nogle gedehyrder. Drikken opkvikkede købmanden og gjorde ham frisk og glad.
Om natten drømte han, at profeten Mohammed kom til ham og skældte ud. Han sagde, at han havde forbudt folket at nyde vin. Derfor overrakte han købmanden nogle planter og sagde, at han skulle tage hjem og plante dem i frugtbar jord og sørge for, at de formerede sig.
Næste morgen da købmanden vågnede, stod to planter foran ham. Først troede han, det var en afskedsgave fra hyrderne, så kom han i tanke om drømmen og den hede driks gode virkning. Derfor tog han planterne med sig til Yemen i Mellemøsten, hvor han boede, og sådan blev kaffen kendt udenfor Etiopien.

ÅR 1669 - Kaffemonopolet brydes 
Frem til begyndelsen af 1700-tallet var araberne således ene om at dyrke kaffe, og da det var en særdeles god forretning, søgte de med al magt at forhindre udsmugling af planter eller uforarbejdede bønner. Trods dette lykkedes det for portugiserne og hollænderne at bringe levende planter ud af Arabien og transportere dem til deres kolonier på Sri Lanka og Java. Langsomt, men sikkert bredte kaffeproduktionen sig til de verdensdele, hvor klimaet skaber betingelserne for, at kaffetræet kan gro.

Tekst og billeder fra www.kaffeinfo.dk



Se alle artikler