Sjov med Chokolade

Skrevet d. 17 Juni 2002

Af Felicia Daniél

Da vi fik Peter Beiers bodychokolade hjem her på madgal, var fantasierne mange, og bestemt ikke kedelige. Der skulle naturligvis tages nogle billeder, og det skulle gøres hurtigt, så vi kunne få smøreladen ud til alle vores dejlige medlemmer, og øvrige brugere på madgal.

Men hvis idé var bedst? Hvor vovede skulle de være? Og hvor langt kunne vi lokke fotografen hen? Ikke mindst, skulle de være flotte, sjove eller...?

Resultatet blev som følger. Den fine krukke chokoladen leveres i, blev fotograferet så produktet kunne præsenteres, og så drog jeg af til Tunesien med et amatørkamera og et glas smørelade!

Douz

Jeg elsker at rejse, og rejser meget. Jeg er dog ikke til solferier på stranden, så så snart vi ankom i Tunesien, skulle dagene planlægges!
Med udgang fra Sousse har man hele Tunesien for sig. Landet er ikke særlig stort, og tansportmulighederne er mange, også for den lille pengepung.

Lokalt findes nogle almindelige busser, men i al den tid jeg var i Tunesien, lykkedes det mig ikke at så meget som se en. Til gengæld kørte jeg utrolig meget i taxa, noget man skal være lidt på vagt overfor, da man oftes skal diskutere om taxameteret skal sættes til eller ej, og når først det er på, kan man godt blive kørt en ordentlig omvej, det passer nemlig de fleste chaufføre meget dårligt at have dem tændt. I Tunesien ejer de færreste deres taxa selv, og kører man med taxameter, får chaufføren kun 30%, men til gengæld er det heller ikke ham, der står for vognens vedligeholdelse af vognen. Kører man derimod uden taxameter, ryger hele beløbet i chaufførens lomme, men det er meget ulovligt, mest for ham, men også for passageren, og i sidste ende bliver det for passageren økonomisk nogenlunde det samme. Alt i alt er startgebyret på ca. 1,20kr, og den efterfølgende takst derefter, så helt galt kan det altså ikke gå, og så kan man jo være flink med drikkepenge.

Ud over taxa findes en vogn, der hedder Louage. En louage er en delt taxa, og på længere ture er de den nemmeste transportform, med mindre man tager tog eller metro (som kører over jorden), men disse kører ikke altid så ofte som man kunne ønske sig. Sidste mulighed er fly fra landsdel til landsdel, et udmærket alternativ trods noget højere priser, men disse flyver kun på bestemte dage, fx kan man kun komme fra Sousse til Øen Djerba om tirsdagen.

Netop på grund af den dårlige flyforbindelse til Djerba, måtte denne ø udelades i vores planer, selvom den først havde været mit mål for foto, da der er utrolig kønt på Djerba. Dette skulle dog ikke stoppe os for at få brugt chokoladen, idéer løber man aldrig tør for! Så da vores kort over Tunesien endelig var ternet op og dækket ind fra det dybeste syd, til det højeste nord, satte vi hovederne i blød igen. Hulebyen Matmata med dens mørke sandbjerge, Atlasbjergene, det smukke Colousserum Ej Djem, Tunis metropolistiske storbylarm eller Sidi Bou Saïd hvidt-i-blåt-i-hvidt, mulighederne var mange, men kun ét valg synte helt logisk, Sahara. Sand, sand og atter sand måtte være den absolut kønneste baggrund for solbrun hud og lækker chokolade, så sådan blev det.

Vi ankom til Douz hen ad eftermiddagen, og med flere timers køretur bag os og udsigt til dromedarridt i Sahara ved solnedgang, sprang vi i Poolen. Klart, turkisblåt vand med en herlig forfriskende temperatur i den bagende sol, intet mindre end vidunderligt.

Efter det tiltrængte poolbesøg, gik vi på opdagelse i området (ikke at det var så stort, hotellet lå næsten isoleret, men en køn lille oase var det da), og her fandt vi vores sted. Sand, lidt gamle fund i form af kønne lerkrukker og lidt naturlig vækst. Samtidig var stedet meget øde, så her kunne vi få fin fred til at lave vores billeder, troede vi!

Aldrig så snart havde vi malet mig i kringlede mønstre (og det skal lige siges: Chokoladen er sjov og lækker at lege med, men den er altså noget svær at styre i en dagstemperatur på gennemsnitlig 36 grader) før vi fik tilskuere. Først kom en busfuld gæster til hotellet. Der stod jeg, i bikini og ckokolademønstre, med benet flot poseret midt i et bed på ankomspladsen. Mange af passagererne så lokale ud og nogle af kvinderne var tilslørede, og det var helt sikkert at de aldrig havde set så morsom en turist før. Der blev smilet stort, småleet og diskuteret på arabisk, dog meget diskret.

Vi skyndte os at tage et par billeder, og så fortrak vi ellers til en lille have lidt forskudt for hotellet i retning af selve ørkenen, hvorfor sandet her også var både finere og lysere. Så, endelig alene igen. Vi gik i gang med at male mig på maven, først ude i siden, og siden rundt om navlen. Godt optaget af vores foretagende og i den tro, at vi var alene, ænsede vi slet ikke vores omgivelser, før vi hørte en bil ankomme. Det viste sig at der på den anden side af vejen lå et stort hus, fuldt dækket op af vagter. Også disse lod sig forbløffe af den sælsomme aktivitet, og havde taget samlet opstilling for at beskue værkerne. Grinefærdige skyndte vi os at få taget nogle billeder og fortrække til vores værelse, kun for at finde vejen derned dækket op af de handlende fra hotellets små butikker, tjenere og andet godt, arabisk folk, der netop nu mente, at det var tid til at stå ude og trække luft.

Godt smurt ind i ckokolade, så vel i mønstre som farveprøver, udtværede rester og lidt blod på balden da jeg var rendt ind i en skarp palme, var der ikke andet at gøre end stolt at gå ned gennem gangen, som om det var det mest naturlige i verden, og fast holde på den mening, at det ville have været et helt normalt syn i Danmark.

Tilbage på værelset blev der grinet en del af hele eventyret, og i det døgn vi blev her, var jeg kendt som hende med mønstre på benet!

Læs artiklen om maden i Tunesien her...