HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Amsterdam

Skrevet d. 11 Juli 2002

Byen med den højeste frekvens af cafeer
Amsterdam ligger kun en time fra København med flyver, det kan gøres ganske rimeligt, og der er mange gode billige overnatningsmuligheder lige midt i centrum. I det hele taget er centrum meget nem at komme og finde rundt i, når man er i Amsterdam. Der er sporvogne overalt, ikke særlig mange biler, stribevis af kanaler, og så er der cykler. Troede du, at København var cyklernes by, så tag til Amsterdam. De parkerer i flere etager ved stationen, og det ligner et kinesisk cykellandskab fra før globaliseringen.

Der er gang i Amsterdam. Der er distrikter for alle interesser, og tolerancen er høj. Ikke mindst de mange fede spisesteder er attraktive på en forlænget weekend i kanalernes by, hvor en tur på vandcykel rundt i kanalerne, en tur på rigsmuseet for at se Rembrandts Nattevagten, en tur lige ved siden af for at se det nye imponerende Van Gogh museum og så selvfølgelig et besøg i Anne Franks hus er på listen over det, man bare skal nå.

The Garlic Queen
Reguliersdwarsstraat 27, 1017 BJ Amsterdam, 020-422 6426

I byens bøssekvarter finder du et lille eksklusivt spisested, hvor man kun bliver lukket ind, hvis man har været klog nok til at bestille bord. Har man det lukkes man ind efter at have ringet på og tager plads i de chancerende blåmalede lokaler med billeder af Dronning Beatrice på væggen. Også andre dronninger i den hollandske slægt pryder billedsiden, og midt i det hele er på selve væggen malet en dronning i parafrase over hende fra Alice i Eventyrland, blot omgivet af hvidløg på hele tronen. Alt undtagen de gode vine fra kortet serveres med hvidløg. Deres hele bagte hvidløg som appetizer med en tomatcoulis med hvidløg varmer godt op under smagsløgene. Det er de bedste bagte hvidløg, jeg har smagt og hemmeligheden er tålmodighed og meget lav ovntemperatur. Hovedretterne er bare gode, men måske mindre markante, for vi er jo mange, der spiser hvidløg i det daglige. Den grillede oksefilet med masser af hvidløgsflager og hvidløgsurter var dog helt i top også i kødets smag og kvalitet. Men desserterne er nok det sjoveste og det mest udfordrende. Hvem vil ikke gerne prøve en hvidløgsis? Nej, vel. Men jeg gjorde, og den smagte godt! Kun anelsen af sødlig hvidløg med masser af mynte i denne flødeiscreme var helt i orden smagsmæssigt og meget mere frisk, end man regnede med. Kaffen tog vi dog i version uden hvidløg og alligevel måtte jeg næste dag konstatere, at det var hensigtsmæssigt at bære den badge, vi havde fået: ”Sorry. I ate at the Garlic Queen yesterday”

Cafe Restaurant Amsterdam
Watertorenplein 6, 1051 PA Amsterdam, 020-682 2666

For enden af 10’erens rute ude ved vandet ligger denne nedlagte megastore industrihal, der tidligere har været en vandpumpestation. En enkelt af maskinerne har de beholdt og ellers malet lokalet hvidt lyst og indbydende råt. Der er ikke to stole, der er ens, men der er hvide stofduge og ditto servietter på bordene og klientellet er alt fra børnefamilier, venindeparties , forretningsmænd og ældre hattedamer med rolator. Menu kortet er rimeligt, stort og maden rigtig god og veltillavet i klassisk Hollandsk/fransk stil med et ganske stort udvalg. Ceasar salad til 40 kr, klassisk rå sild med toast som er hollandsk nationalspise (som vi har pølse med brød) men også fransk boudin (blodpølse) eller merguez (marokkansk lammepølse). Blandt hovedretterne er der lammekoteletter, kalvelever i madeirasovs, kalvenyrer med sennepssovs eller andeconfit. Og det bør bemærkes, at næsten al deres kød er fra fritgående dyr, så selv indkøbspolitikken er i orden her. Desserter er alt fra den hollandsk æbletærte, man bør prøve til panna cotta (italiensk vanille budding). Vinene er billige – en Côtes du Rhône Parallèle ’45’ 1998 fra Paul Jaboulet Aîné koster ikke mere end 150 kr. Er vejret til det kan man være heldig at sidde langs kanalen, der løber udenfor kantet med gule iris og flotte siv.

Sama Sebo
PC Hooftstraat 27, 1071 BL Amsterdam, 020-662 8146

Er man i Amsterdam, skal man ikke glemme at spise indonesisk. Med Indonesien som kronkoloni i fordums stolte dage (hvem har vel ikke set Max Havelaar) er det indonesiske køkken delvist blevet en del af sjælen i det hollandske køkken. Skal man spise en repræsentationsmiddag med landbrugsministeren serveres der også Rijsttafel. Det bedste sted dette kan gøres siges at være her hos Sama Sebo, og bordbestilling må anbefales. For 200 kr per person får man hele orkestret til at spille. Intet mindre end 20 retter med store kendinge som Nasi Goreng og Gado gado. Hertil skal man drikke øl. Ikke mindst fordi Holland er et ølland, men også fordi vinlisten er gribende lille. Betjeningen er effektiv og de satser på tre serveringer per bord per aften, så tro ikke, du skal sidde der hele aftenen. Til gengæld ligger både Vondelparken og Leidseplein lige i nærheden, hvor man kan sidde og få en stille øl og se livet gå forbi, og det er der masser af.



Se alle artikler