HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

På Torvet – Is

Skrevet d. 6 August 2002

I denne udgave af På Torvet, har vi på grund af den seneste tids hedebølge, sat os for at teste nogle forskellige chokoladeis i bægre. Vi kiggede rundt i frost-kølerne og fandt følgende chokoladeis:

-  Carte D´Or Chokoladeis
-  Underground Chokoladeis
-  Dessertcirkus Chokoladeis
-  Skee Chokoladeis (Økologisk)

Generelt, blev alle is købt forholdsvist hurtigt i butikker tæt på hinanden og båret hjem i køleboks, for at undgå at de begyndte at smelte. At is smelter på vejen hjem fra butikken er et generelt problem, som kan påvirke isen, både dens smag og dens konsistens - mange har sikkert prøvet at isen har indeholdt iskrystaller, hvilket kan skyldes at isen har været begyndt at smelte. Da det er de færreste der har en køleboks med, når de køber ind, er det eneste man kan gøre, at putte isen i en separat lukket frysepose og så ellers blot skynde sig hjem med den.


Carte D´Or Chokoladeis
http://www.frisko.dk
Dette ismærke fremstilles af Frisko, der ejes af det hollandsk-britiske firma, Unilever. Isen er velkendt og de fleste har da nok også smagt denne. Isen er lavet med fløde, hvilket godt kan smages, da isen er meget cremet og luftig. Efterhånden som den smeltede kunne den da også godt forveksles med chokolade-mousse, specielt da den ikke "faldt sammen" når den smeltede, men forblev luftigt "stående". Isen har en god mild chokoladesmag, med små chokoladestykker i isen og konsistensen er blød, rund og cremet.

1 liter, 550 gram, koster kr. 34,95

Undergrund Chokoladeis
http://www.underground.dk
Dette ismærke fremstilles af Premier, der ejes af det verdensomspændende firma, Nestlé. Isen er lavet med fløde og har en meget god "stærk" chokoladesmag, med små chokoladestykker i, men er stadig blød og rund i konsistensen. Den kan næsten karakteriseres som en mørkere og tungere udgave, af Carte D´Or chokoladeisen.

0,9 liter, 462 gram, koster kr. 32,95

Dessertcirkus Chokoladeis
http://www.dessertcirkus.dk
Morten Heiberg har efterhånden lavet en del produkter, som alle udmærker sig ved god kvalitet. Isen, som han startede med at producere i 2001, er ingen undtagelse og minder da også meget om hjemmelavet is, både i smag og konsistens. Isen er uden æg og er lavet på fløde, vanille og Valrhona chokolade (56%). Vanillesmagen er meget gennemtrængende, sandsynligvis på grund af at der er anvendt Bourbon-vanillie fra Madagaskar, der netop smager af meget. Dette gør dog, at en bedre betegnelse for isen, måske er vanilleis, med chokoladestykker. Isen har en god konsistens, med fine iskrystaller og den anvendte Valrhona chokolade, som der er rigelige mængder af, smager jo fortræffeligt.

0,5 liter, 280 gram, koster kr. 31,95

Skee Chokoladeis (Økologisk)
http://www.skeeis.dk
Denne is kommer fra den lille danske producent Skee Ismejeri, der sammen med Enighedsgården, ligger i St. Merløse på Sjælland. Skee Ismejeri startede med at lave is i 1999, efter inspiration fra Italien, som ejerne ofte besøgte. Isen er lavet uden æg, fløde eller tilsætningsstoffer, men i stedet på økologisk mælk fra egne køer. Dette bevirker at isen er overraskende fedtfattig, nemlig cirka 3%. Isen er da også meget kompakt - en halv liter vejer 400 gram!, hvor andre is typisk vejer den halve. Isen smager umiddelbart meget sødt og kraftigt af chokolade, men smelter hurtigt/let i munden, hvilket sandsynligvis skyldes, at der er anvendt mælk i stedet for fløde. Dette gør dog også, at isen ikke virker så fed, som specielt de to første is. En rigtig god is for tilhængere af italiensk is.

0,5 liter, 400 gram, koster kr. 29,95



Se alle artikler