|
Blandede vinnyheder - uge 31Skrevet d. 30 Juli 2004Vinsøgning online Er man i tvivl om, hvilken vin, der egner sig til aftenens pastaret, kan man undersøge sagen på www.winezap.com. Straks vil der rulle et hav af forslag ned over skærmen. Men den nye amerikanske vinside kan meget andet end det. Man kan søge efter vine via land, typer og priser eller få at vide, hvilke vine der er specielt egnede som ”gavevine”. Man kan også finde frem til den forhandler i USA, der er billigst, når det gælder ens yndlings-vin. Og så kan man udelukke de værste vine og finde de bedste ifølge en særlig pointskala.
Stort champagnefund i gammelt skibsvrag Et nyligt fund på bunden af Den Engelske Kanal vil kunne få enhver champagne-entusiast til at boble af begejstring. I det mudrede indre af et fransk lastskib, der sank i 1955 efter en kollision med et russisk krigsskib, fandt dykkere 20.000 halve flasker champagne. Ifølge Decanter skal indholdet, der er smagt ved en smagning i London, være ganske glimrende. Den nærmere placering af vraget er af gode grunde ikke blevet offentliggjort.
Bombe i borgmesterens vinkælder Der har i årevis været uroligheder på den franske ø Korsika, hvor separatisterne med voldsomme midler kæmper for selvstyre. Heldigvis er det som regel kun tomme bygninger, oprørerne sprænger i luften. I mandags gik det ifølge de franske aviser ud over borgmester Jacques Bianchettis vingård, da en bombe udløstes i hans vinkælder. Bianchetti er en af præsident Jacques Chiracs tro støtter, og hans ejendom er derfor et oplagt mål for terrorisme.
USA's ældste vinkælder For 400 år siden grundlagde englænderne deres første bosættelse på amerikansk jord i Jamestown, Virginia. Under en udgravning ved det gamle fort, James Fort, fandt arkæologer forleden den hidtil ældste kendte vinkælder i USA med vinflasker, der alle er intakte. Vinflaskerne er løgformede – først i 1800-tallet gik man over til cylinderformen, da man begyndte at stable flaskerne i vandret stilling, så propperne ikke tørrede ud. Man kan godt glemme alt om at smage på indholdet af de fundne flasker – propperne er væk, og flaskerne er tomme. Men ifølge Wine Spectator har de højst sandsynligt rummet rød- og hvidvin samt sherry og madeira.
Emile Peynaud er død ”Giv mig gode vindruer, så skal jeg lave god vin”. Sådan lød Emile Peynauds motto – den franske ønolog, der blev verdensberømt for sin indsats for at højne kvaliteten af såvel druerne som selve vinproduktionen. I sidste uge døde han, 92 år gammel. Peynaud lærte i sin tid vinbønderne i Bordeaux, at vindruerne først skulle høstes, når de var fuldstændig modne. Herved bliver syreindholdet lavere og vinene mere behagelige at drikke. Det var også ham, der fortalte bønderne, at de skulle lagre vinen på nye rene egetræsfade i stedet for på gamle fade, der ofte ødelagde vinen. Og så var han en foregangsmand, når det gjaldt temperaturstyring i vinkældrene. Emile Peynaud var professor og fungerede desuden som konsulent for en række vinhuse i Italien, Spanien, Californien, Mexico, Peru og Chile.
Kilde:vinavisen.dk
Se alle artikler
|