|
Familiestriden raser hos MondaviSkrevet d. 3 September 2004Der har længe været ugler i mosen hos det store californiske vinhus Robert Mondavi Corporation. Grundlæggeren, Robert Mondavi, der er 91 år, har officielt overladt roret til sønnerne Michael og Timothy Mondavi. Men den dominerende fader har uafbrudt givet udtryk for sin utilfredshed med sønnernes ledelse. De to brødre ryger også hele tiden i totterne på hinanden. De har nemlig en vidt forskellig indgangsvinkel til jobbet som vinproducent. Michael tænker frem for alt på dollars and cents, mens kvalitet og tradition er nøgleordene for Timothy. Sådan var det også med Robert Mondavi og hans bror Peter, dengang de i tidernes morgen deltes om ledelsen i Charles Krug Winery. Det kom ligefrem til fysisk kamp, da Robert Mondavi ville købe en minkkåbe til sin kone på firmaets regning.
Firma-splittelse på vej Hos Robert Mondavi Corporation har man ifølge Decanter indset, at der må andre boller på vinsuppen. Tidligere i år blev posten som bestyrelsesformand overladt til den garvede forretningsmand Ted Hall. Nu er både Michael og Timothy Mondavi degraderet til viceformænd. For første gang siden 1966, da Robert Mondavi grundlagde sit vinhus, er ledelsen således ude af familiens hænder. Flere ændringer er på vej. Det gamle firma vil højst sandsynligt blive splittet i to – ét, der skal tage sig af almindelige vine, og et andet, der skal hellige sig kvalitetsvinene til over 15 dollars (cirka 90 dkr.), heriblandt kultvinen Opus One.
Med salg for øje Hidtil har familien Mondavi siddet på 85% af selskabets stemmeberettigede aktier – ved en deling af firmaet bliver andelen reduceret til 40%. Rygterne svirrer: Er omstruktureringen første skridt på vejen mod et salg af Robert Mondavi Corporation bid for bid? Og hvad med sønnerne? Det forlyder, at Michael Mondavi pønser på hurtigst muligt at grundlægge sit eget vinhus. Om splittelsen af vinhuset i to bliver en realitet, afgøres ved en generalforsamling i oktober.
www.vinavisen.dk
Se alle artikler
|