Flertallet af de besøgende på Torben Myrups gård ved Års var børnefamilier. Erik og Cynthia Winther fra Ålestrup havde datteren Erika på 3½ år med.
”Vi syntes, det kunne være spændende ikke mindst for vores datter. Det er en rigtig god idé at komme ud og se et landbrug - både for børn og voksne. Vi spiser ellers ikke økologisk, men fremover vil vi helt sikkert give det en ekstra tanke, når vi skal vælge fra køledisken”, sagde Erik Winther.
Søndag eftermiddag regnede Torben Myrup med, at der havde været omkring 200 gæster i løbet af de to dage. Måske ikke ligefrem et overvældende tal, eftersom Torben Myrup havde optrådt som reklame for høstmarkedet på Harmonie kartonerne hele august måned. Han var da også selv lidt skuffet. |
|
Uh – der kommer jo mælk ud! Hos Torben Myrup kunne man blandt andet prøve at malke en ko, og det var der mange børn, der havde mod på. Fotos: Anne Mette Welling.
”Det ville have været dejligt, hvis nogle flere mennesker havde oplevet vores landbrug. For eksempel har vi haft mulighed for at forklare den rette sammenhæng for en kvinde, som var modstander af Arla Foods, fordi hun troede, det ikke var ejet af landmænd”.
Mange af gæsterne hos Torben Myrup kom fra lokalområdet og fra Ålborg, men der havde også været besøg fra Randers og to hold fra København.
I alt besøgte 52.000 de økologiske høstmarkeder. |