Eduardo

Skrevet d. 20 September 2004

af Lisse Trads

En ung mand på 18 år skulle bo et år i mit hjem. Det var Eduardo, der kom fra Buenos Aires, der betyder ”den gode luft”. Det kan så nok diskuteres, om den lever op til sit navn. Men Eduardo levede op til alt, hvad der er sydamerikansk: sort krøllet hår og en charme, der nok kunne gøre de lyse nordboere misunderlige. Pigerne flokkedes om ham.

Det var den ene side, den anden var, at han var typisk mand: Vant til, at mor gjorde alt for ham. Selv en grydeske var for ham en umulig ting at røre ved. Første måltid blev lidt pinligt, men vel mest for os, hans værtsfamilie. Som gæst fik han fadet med kød først. Vi var 4 til bords, og der var stegt 5 koteletter. Han greb 3, for det gjorde man hjemme hos ham. Og salaten, der bestod af mange ingredienser, blev sorteret sådan, at han fik den grønne salat, tomater, agurk og løg. Resten kunne vi tre dele, og hvad gjorde det, at jeg måtte undvære kød den dag! Det var dumt, at vi ikke tog først, så han kunne se, hvordan vi gjorde her til lands. Vi var så heldige, at han ud over spansk talte flydende engelsk, så vi måtte forklare ham næste dag, at sådan gør man altså ikke i Danmark. Han smilede et stort, lidt genert smil. Og det var så det, hvorefter han brugte sine kræfter på at lære dansk, som han stadig taler og skriver fuldstændig korrekt.

Efterhånden fik han lyst til selv at lave mad, og her kom min tålmodighed på en vældig prøve. Det gik alligevel sådan, at han blev ganske god til det.

Den sidste aften lavede han mad, og den var argentinsk. Bøffer af okse, men dog ikke stegt som i hans eget land, hvor bøffer ikke er noget særligt, og det er prisen heller ikke. Der steger man dem nemlig på følgende måde: 3 stk. til hver,  lagt oven på hinanden, og stegt, til de yderste var OK, hvorefter de gik i skraldebøtten, og den midterste bliver spist. Da han efter et år tog hjem til sit land, erklærede han ved afrejsen, at han ville have en hoteluddannelse og ikke være advokat som hans far. Faderen og moderen syntes ikke om denne ide, men sådan blev det.

Han tjente til sin uddannelse ved at oversætte Jyllandsposten for de eksdanskere, der bor i byen.

I dag ejer han 2 restauranter i Buenos Aires. Og ved I, hvad hans servering er. Den er DANSK MAD som i Himmerland. Min søn har boet 3 måneder i Argentina, og hver dag var der en stående invitation til at spise – uden beregning på hans sted. Restauranten er meget velbesøgt, og han laver alt fra bunden, selv sennep til kogt torsk rører han selv. Sådan bliver man vant til så meget, når nu man vil have en etnisk restaurant i sit eget land. 

Behøver jeg at fortælle, at han ved sine mange besøg hos os, er den, der laver maden. For en uges tid siden fik jeg en pakke fra ham, og heri lå en lille kogebog med argentinsk mad, heldigvis beskrevet på spansk og engelsk.

Sådan kan det gå til, at i første omgang var det ham, der lærte noget om mad, og nu er det så blevet min tur. Det ender med, at vi må rejse over for at se restauranten.