HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Fødselsdag er det ikke hver dag, men dog en gang imellem

Skrevet d. 15 November 2004

af Lisse Trads

For mange år siden, da jeg som barn boede på en større gård et sted i Vendsyssel, kom der – vel næsten af sig selv – en tradition i forbindelse med fødselsdage. Jeg ville gerne have chokolade, den, der er lavet på rigtig smeltet chokolade, så man hører engle synge i baggrunden. Det serverede min mor, og sammen med boller og alle folkene på gården, mine forældre og min bedstefar sad jeg som en prinsesse og tronede i midten. Og jeg sad på en trone, for når der var fødselsdag, fik fødselaren lov til at sidde på en meget gammel stol, der var alt for høj til børn, men ikke på sådan en dag. Jeg sad der og var utrolig stolt og samtidig genert, så det baskede. Men hvad betyder det, når man nu bliver fejret. Men netop efter en sådan dag kom der om aftenen en forfærdelig mavepine. Chokoladen var drukket i alt for stor mængde, og resultatet kan enhver gætte. I lang tid brød jeg mig bestemt ikke mere om denne drik. Jeg kunne bare få mælk, når de andre skulle fejres, men hvad så næste gang, jeg selv skulle have ”chokoladefest”?

Gode råd var dyre, men da jeg havde fået en vældig smag for bagerens smørkager, også kaldet ”futsko” (grundet facon), blev det smørkager og saftevand. OG måske spørger I: ”Hvad er ”futsko” for noget. Svaret er her.

 

”Futsko”

25 g smør

2 dl mælk

15 g gær

lidt salt

2 spsk. sukker

2 æg 300-350 g mel

 

Fyld:
100 g smør

200 g Muscovadosukker eller farin

 

Smelt smør og bland det med mælk til ca. 37 grader. Rør gæren ud i væsken og tilsæt sukker og æg. Melet kommes i lidt ad gangen, til dejen er elastisk. IKKE FOR FAST! Hæv til dobbelt størrelse. Rør den meget let, læg på bagepapir med en ske og form ovale ”futter” med er hul i midten.

Fyld: Smelt smør og rør det med farin. Fyld det i hullerne og hæv til dobbelt størrelse.

Bages midt i ovnen ved 200 grader 10-15 min.

Og nyd den

Når der er nogle i mit hus, der er hos mig om morgenen på deres fødselsdag, så er det om at få bagt ”futter” eller hente dem hos den lokale bager, der laver udmærkede eksemplarer af arten.

Det skulle være sandt, at det ikke kan lade sig gøre at få smørkager hos en bager uden for Nordjylland, ikke en gang på Fyn. Min søn og hans familie, der bor i Bogense, påstår det i hvert fald. Og han er politiassistent, og de er vel gode sandhedsvidner!



Se alle artikler