| ||||||||||||||||||||||
Log ind eller Bliv medlem | ||||||||||||||||||||||
Jul, jul, julSkrevet d. 22 November 2004af Bente Hoffmann Jeg kan egentlig ganske godt lide jul, men jeg bliver helt dårlig, når vi kun lige har ramt midten af oktober, og jeg første gang ser marcipan, brunkager og pebernødder i det lokale supermarked. Nej, nej, nej, ikke allerede, protesterer jeg så, mens jeg hurtigt trækker de mentale skyklapper ned og bevidst overser det utidige juleri. Nu hvor november går på hæld, er det svært at kigge i nogle som helst retninger uden at blive mindet om den tilstundende højtid. Men nu er det også mere til at holde ud. Men jeg er i hvert fald ved at være kommet til årets ’overgivelsestidspunkt’, for nu har jeg da købt både lys til adventsstagen og kalenderlys. Så er det første skridt på vejen taget. Og skulle det knibe med juleinspirationen eller med at komme i den rette julestemning, ja, så ved jeg nok, hvor jeg skal finde hjælp. For nylig udkom ASCHEHOUGS STORE JULEBOG, og den er et sandt overflødighedshorn af inspiration. Bogen er lavet til alle, der elsker at gøre det selv, når der skal pyntes op til jul. Ligegyldigt om man er begynder eller øvet på hobbyområdet, så er her masser af nye idéer og inspiration at hente til udsmykningen af hele hjemmet. Pia Buusmann er kvinden bag alle de fine idéer, gode råd og nyttige fif, og hendes billede af julen er ikke til at tage fejl af: "Børn og voksne samles til samvær og hygge, uanset om der er lidt eller meget tid – for ligegyldig hvor travl hverdagen er, så skal der findes pusterum til at jule i. Julen er for mig det at stå af ræset og lade dagene fylde med børn og børnebørns glade forventninger eller med sammenkomster med vennerne til et glas gløgg," fortæller hun i bogens forord. Når man siger jul, siger man næsten mad i samme åndedrag. For de fleste af os hænger julens hygge uvægerligt sammen med, at vi får en masse god mad at spise. Det tager bogen højde for, for der sluttes af med en lang række opskrifter på julens mad. Her er både klassiske opskrifter på kager og konfekt, anvisninger på, hvordan alle ingredienserne til julemiddagen laves – altså ingen grund til at gå i panik, fordi du har glemt stegetiden på ænder eller flæskesteg – samt opskrifter på nogle lækre ting til julefrokostbordet. Hvad med fx at lave din egen sylte eller rullepølse? Ifølge kogebogsforfatteren Vibeke Fode, der har leveret julemadsopskrifterne, er det ikke svært. Der er nok at komme efter i den 188 sider store julebog, som oser langt væk af julestemning. Og så får man endda oven i hatten løbende masser af fakta om juletraditioner og -skikke, fx hvor gamle de er, eller hvor de stammer fra. Og det er da ikke så skidt at blive lidt klogere en gang imellem. Pia Buusmann m.fl.: ASCHEHOUGS STORE JULEBOG. Gennemillustreret med Jes Buusmanns farvefotos. Aschehoug Dansk Forlag A/S, 188 sider, 229 kroner. Udkommet d. 11. november 2004. Se alle artikler |