HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Danske bryggerier - Vestfyen

Skrevet d. 22 November 2004

Historien strækker sig over næsten 120 år.
Assens havde i århundreder været et trafikknudepunkt på ruten København - Odense - Assens - Årøsund - Hamborg.
Færgen over bæltet sørgede for post og passagerer, som dagligt bragte liv og omsætning til byen.
Efter tabet af Sønderjylland i 1864 blev denne livsnerve skåret over og Assens blev ramt meget hårdt.
Heldigvis tabte byens borgere ikke modet, tværtimod - de tog  udfordringen op og skabte i de følgende årtier en opblomstring for byen.
I 1884 kom jernbanen til byen. Samtidig blev havnen udvidet og uddybet. 
Assens Søbadeanstalt og Assens Varme Søbadeanstalt med varmt havvand i karrene oprettedes.
I samme periode begyndte eller udvidede Sukkerfabrikken, Assens Tobaksfabrik, Assens Olietøjsfabrik og Assens Hattefabrik. De blev alle landskendte virksomheder.

Den 19. februar 1885 indbød 32 gode mænd fra land og by, i en annonce i Assens Avis, til et møde på Hotel Postgården, for at man kunne drøfte planerne om bygning af et bryggeri, som både skulle fremstille hvidtøl og bayersk øl. Mødet fandt sted den 28. februar og havde stor tilslutning.
Med to udefra kommende personer, ingeniør Frederik Johansen og cand. pharm. og brygmester Herman A. Bayer, blev Bryggeriet Vestfyen en realitet.
Ideen fik så bred en tilslutning blandt byens og egnens befolkning, at da tegningsfristen for aktier udløb den 1. april 1885 havde ikke mindre end 232 personer tegnet sig for aktier.
Heraf kom de 130 fra oplandet.
Derfor har man lov til at sige - som man ynder det på bryggeriet - at Bryggeriet Vestfyen, fra første færd,  har været en lokal folkebevægelse.

Den 27. april regnes for bryggeriets fødselsdag. På denne dag blev der valgt bestyrelse og lavet vedtægter. Den 13. maj 1886 blev det "bayerske øl" for første gang bragt i handelen.
For at fejre dette blev aktionærer og kunder inviteret til prøvesmagning i Assens Skovpavillion, hvor "Gæstgiver Carstensen Kl. 18 serverede koldt dækket Aftensbord for 1 kr. pr. kuvert".
Men det nye øl var det væsentligste, og i Assens Avis kunne man læse, at "efter Kjenderes énstemmige udsagn var det en særdeles fortrinlig og velsmagende Ølsort".
Ved bordet blev der holdt flere taler for det nye og fortræffelige øl, som var aftenens festgenstand.
Ved denne, som ved senere lejligheder, hyggede man sig, når bryggeriet indbød sine venner fra land og by.

Bryggeriets første generalforsamling efter stiftelsen blev afholdt den  1. marts 1886, hvor mere end 200 af de 468 mulige "stemmer" var mødt op.
Formanden oplyste, at hele anlægget havde kostet 5.000 kr. mindre en beregnet, og at man fra sagkyndig side havde modtaget meget ros for byggeriet.
Den første generalforsamling for et helt driftsår fandt sted den 12. november 1887, hvor man besluttede at udbetale 6 % i udbytte til aktionærerne. "At afhente paa Apotheket", som det hed i annoncen, idet apotekeren var formand for bestyrelsen.

Iflg. aviserne går det støt og roligt fremad for bryggeriet.
I 1889 er produktionen steget fra 2.000 til 3.000 tdr. (750.000 - 1 mio. flasker)
I 1891 nåede den 4.490 tdr. og i 1894 rundede man 5.000 tdr. (1,9 mio. flasker)
I 1900 fortælles det, at 84 % af salget nu sker på flasker.
I 1903 er det nødvendigt, "paa grund af daarlig Høst",  at indføre tysk malt, og man fremstiller da "Münchener Bier"
I nogle år kniber det med at få tilstrækkeligt med is fra Kaals Mølledam. Man må hente den i Sønderby sø, ja et enkelt år helt i Norge, men allerede i 1899 bliver det første køleanlæg installeret.

Tilbagevendende i referaterne fra generalforsamlingerne er bemærkningerne om det forløbne års vejr og dets indflydelse på et godt eller dårligt salg. Gang på gang anvendes udtrykket "Godt ølvejr" eller "dårligt ølvejr".
I 1916 besluttede generalforsamlingen at indrette en mineralvandsfabrik.

Igennem bryggeriets over 100-årige historie er der næsten hvert år sket større eller mindre udvidelser, forbedringer, fornyelser og moderniseringer.
Således indviedes i 1962 en gæstestue, hvor der siden har været afholdt utallige møder, kurser og sammenkomster for kunder og andre besøgende. I 1969 tog man et nyt kontor i brug. 
I 1975 kunne rammerne ikke mere rumme bryggeriet. Salget var steget til det tredobbelte på 10 år, derfor måtte man skride til en stor og kostbar ombygning med udskiftning af maskiner og tilbygning til eksisterende bygninger.
Største udvidelse i bryggeriets historie blev foretaget i 1995, hvor ny stor tappekolonne til øl og nye lagerhaller blev opført.
Seneste udvidelse skete i 2001/2002 hvor et top moderne PET-tapperi blev opført. Det nye tapperi udvidede Bryggeriets sodavands sortiment, således at det nu også omfatter ½ og 1½ liters plasticflasker.

I sommeren 2003 kom relancering af Danmarks originale cola - Jolly Cola har med 70´er og 80´er stilen fået et solidt comeback og rider på en retrobølge. Jolly´en er med reklamernes afslappede retrostil gået rent ind og er kommet ind i en række af de store kæder. Relanceringen har medført meget stor positiv omtale i medierne, f.eks. skrev Jyllands-Posten: "Jolly er den eneste cola, der smager af cola". 
Jolly-familien er efterfølgende blevet udvidet med 80´ernes sportsvand - Jolly Time der med sin friskhed og druesukker var fast inventar i enhver sportshal med respekt for sig selv. Seneste nyhed er Jolly Light, som med sit kalorielette og velsmagende cola indhold forventes vel modtaget i det stadig stigende marked for light sodavande.

Sidste skud på stammen er to udsøgte specialøl - Willemoes Stout og Willemoes Ale. Det er på opfordring af  COOP at Bryggeriet Vestfyen er kommet med et bud på den nye øl-trend. Vi har kælet for kvaliteten og sendt to nye, unikke øl på markedet: Willemoes Stout og Willemoes Ale med lakrids. To specialmærker, der sætter alle sanserne på arbejde og som serveres i smukke og æstetiske 50 cl flasker.



Se alle artikler