Ribbensteg og nostalgi

Skrevet d. 28 November 2004

af Lisse Trads

Jeg har en god ven, der engang fortalte mig, at man ikke kunne lave ribbenssteg uden kartofler og ”kartoffelvenlig” sovs, men jeg prøvede alligevel at servere retten uden dette tilbehør for ham. Jeg husker ikke, hvad tilbehøret var dengang, men en ting nænnede jeg ikke. Og det var at undlade den sprøde svær. Så var succesen hjemme. For nylig havde jeg ham og flere andre gode folk til min mands fødselsdag. Og I skulle se deres ansigter, da der var både gammeldags og nyt tilbehør. Alle smilede som ”en nyslået 2-skilling” og alle var tilfredse, og hvad mere kan man ønske sig, når der inviteres gæster? Køb en god steg og lav den så!

Ribbenssteg med en anden slags rødkål og mos af rødder (4 pers)

1 kg ribbenssteg (resten er til pålæg)

salt

¼ rødkål

lidt olie

1 spsk. soja

1 tsk. rød vineddike

1 tsk. sukker

700 g kartofler

200 g selleri eller 100 g selleri + 100 g pastinak)

2 gulerødder

evt. lidt smør

salt

Kog stegen i gryde med sværen nedad 20 min. Gnid den ridsede steg med salt og læg den i en lille bradepande, hæld vand ved og sæt den i ovnen ved 160 grader ca. 1 time. Hæld skyen fra og efterbrun ved 225-250 grader i 15-20 min (til sværen er sprød!)

Rødkål: Snit kålen rigtig fint og lynsteg i wok eller pande. Vend resten i

Mos: Skræl alle rødder, skær dem i tern og kog dem MEGET møre. Mos dem og bland evt. med smør, men altid med kogevand, til konsistensen i OK. Smag til med salt

Jeg ved ikke, hvad der sker, men lige nu er jeg kommet i det nostalgiske hjørne. Helt tilbage til ”dengang jeg var barn” eller sagt på anden måde ”de gode gamle dage”. Jeg kan bare slet ikke lade være med at dele nogle minder med jer. Og de går ikke på at købe, men på en produktion helt fra bunden af. På gården skulle der slagtes til jul, og det skulle helst være så sent som muligt, især før frysernes tid. Jeg har prøvet at røre i blodet, for at det ikke skulle størkne. Og hvad tror I, det skulle blive til? Rigtigt gættet. Blodpølse blev der lavet. Senere stegt på panden og serveret med sirup og sukker. De 2 sidste ting spiste jeg med glæde, men blodpølsen! Nej, det blev aldrig min livret. Men ganske anderledes var det at være med til at lave medisterpølse. Mor hakkede kødet og rørte farsen, ikke med for meget mel, og så kom det rigtig sjove. Farsen kom ned i kødhakkemaskinen, ja den der med håndsving, tarme fra grisen (de var rensede!) blev sat på pølsehornet, og så var det en hel kunst at passe på, at farsen blev jævnt fordelt, og at pølsen ikke blev så fyldt op, at det sagde BANG! For så var det forfra. Og sådan en medister, der blev stegt, var rigtignok mad, også for et barn. Så kunne de voksne godt have blodpølsen for sig selv, kunne de. Og ved I hvad, der også skete sådan en ”medisterpølsedag”? Vi måtte få sigtebrød til pølsen i stedet for rugbrød.

Det med sigtebrød er der nu også en anden historie om. Fra Lillejuleaften kl. 12 middag og så ellers helt til Helligtrekonger fik vi samme ret til middagsmad, nemlig grønlangkål (man er vel vendelbo!) med kogt, koldt stribet flæsk, der havde for meget flæsk og for få striber, og så frikadeller. Her gjaldt sigtebrødsreglementet også. Og ved I, hvad vi børn måtte? Vi måtte sove helt til middag, stå lige op af sengen og så få grønkål. Det var noget, vi holdt af, men er dog ikke en af de traditioner, der har fulgt mig senere i livet. Men sådan er der jo så meget.