HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Danske bryggerier - Grauballe Bryghus

Skrevet d. 6 December 2004

Ideen er at brygge lokalt øl inspireret af de udenlandske traditioner for overgæret øl. Dette gør man ud fra en vision om, at "godt øl er nok øl" - man kan lide at nyde en velsmagende og harmonisk øl og vil gerne dele denne oplevelse ud til andre.

Bryggeriet ligger i en del af en ret ny staldbygning, som man har indrettet med fliser på gulvene og et ventilationsanlæg, der fjerner vildgær og andre mikroorganismer fra indblæsningsluften.

Bryganlægget har de selv tegnet og fået fremstillet. Det har en kapacitet på 3 hektoliter for hvert brygdag.

 

Grauballe Bryghus brygger overgæret øl - ale. Inspirationen har de fået fra den nordfranske "Bière de Garde" og fra engelsk og især skotsk ale.

De gærer og modner deres øl efter de metoder, der blev brugt i Skotland i det 18. århundrede.

På den måde laver man et øl, der er levende og modner på fad.

Deres humle fandt de frem til under et besøg på den gamle engelske humleforsøgsstation i Wye i England.

De bruger selvfølgelig naturhumle. Den tilsætter de i tre lige store portioner under kogningen.

Denne oprindelige metode er lidt dyr, men de mener, at man ved at bruge den samme humle ved de tre doseringer opnår den mest harmoniske bittersmag og humlearoma.

Brygmester William Frank har været brygmesterelev på Thor, Carlsberg og Hansa i Bergen og er uddannet på Den Skandinaviske Bryggerhøjskole i København. Han har arbejdet i laboratoriet på Tuborg, som daglig leder af Ceres i Horsens og som bryggerichef på Sandwalls i Sverige, der nu er fusioneret med Falken/Carlsberg. De senere år har han med ansættelse i DHI - Institut for Vand og Miljø arbejdet som rådgiver om miljøteknik og procesudvikling for den danske fødevareindustri. 



Se alle artikler