| ||||||||||||||||||||||
Log ind eller Bliv medlem | ||||||||||||||||||||||
Nu har vi altså jul igen...Skrevet d. 8 December 2003Står julens traditioner for fald i denne teknologiens tidsalder. Nej - vi er faktisk utrolig loyale over for de juletraditioner som vore forfædre skabte. I langt de fleste danske julehjem står menuen juleaften på and og ris a la mande. Som en klar nr. 2 kommer gåsen og herefter kalkunen. Helt siden vikingetiden har juletiden været en tid til fest. Sidst i november (slagtemåneden) blev svinene drevet hjem fra skovene, hvor de havde spist sig fede. Juleaften fik man som regel friskkogt skinke eller flæskesteg, men inden maden kom på bordet, blev svinehovedet båret ind - festlig dekoreret. Desuden fik man bl.a. medisterpølse og blodpølse. Denne menu holdt sig helt frem til 1800-tallet hvor gåsen fik sit indtog. Det var dog kun i byerne, på landet spiste man stadig gris eller slagtede en and. Omkring år 1900 kom kalkunen til, men det er først i løbet af de sidste 30 år at denne for alvor har udbredt sig. Sikkert som en følge af de velmenende kosteksperters fedtforskrækkelser. Risengrøds traditionen stammer fra 1800-tallet da det blev muligt for almindelige borgere at købe risengryn. Ca. år 1900 kom der en ny variation af grøden - nemlig ris a' l'mande (ris med mandler). Ris á l´amande er - navnet til trods - en helt igennem dansk ret. Ris á l´amande blev opfundet omkring århundredskiftet, nogenlunde samtidig med, at risengrøden begynder at blive mere almindelig. Tidligere var risengrøden en temmelig eksklusiv form for grød, da der jo bruges forholdsvis kostbare ingredienser: ris - en importeret vare, sødmælk samt smør, sukker og kanel til at komme ovenpå, hvis det skal være "rigtigt". Noget tyder i øvrigt på, at ris á l´amanden får et særligt skub fremad i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig Se alle artikler |