Du bli´r hvad du spiser - og hvem du spiser med! (2)

Skrevet d. 29 December 2004

af Anne Lund, religionshistoriker

I første Korinterbrev tillader han f.eks. menigheden at spise andre sekters offerkød, med henvisning til, at der jo kun findes én Gud, og at al ting stammer fra Ham. Dette skriftsted har været brugt af Biskop Keld Holm til at legitimere, at danske børn spiser halalslagtet kød i børnehaverne. Men selvom Paulus ikke forbød nogen føde eller måltidsfællesskaber, havde han dog en mening om mad. I sit første brev til korinterne skriver han således: ”Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner”.

Det kristne fællesskab blev i øvrigt også stadfæstet gennem et måltid, nadveren, som gentages hver søndag i kirkerne.

Muslimers spiseregler stammer også fra Mosebøgerne, har også deres spiseregler fra Mosebøgerne, idet de mener, at de i lighed med jøder nedstammer fra Abraham. Det er almindelig kendt, at muslimer ikke spiser svinekød. Hvad der er mindre kendt er, at nogen meget troende muslimer heller ikke spiser ”dyr fra havet, der ikke har finner og skæl”. Dette gav en del hovedbrud for præstestyret efter den iranske revolution. En af Irans givtige eksportartikler var kaviar, som stammer fra støren. Men desværre har støren ikke skæl, og landet var på nippet til at vinke farvel til denne indtjening. Indtil nogen af præste­styrets biologer kunne påvise, at støren alligevel havde nogen mikroskopiske skæl nede omkring halen. Eksporten var reddet.

I øvrigt slagter muslimer deres dyr på en måde, der får blodet til at løbe helt fra dyret. Det skyldes ifølge religionshistorikere, at de forbinder blod med liv. Og at man ikke vil spise noget, der er levende. Herved adskilte de første muslimer sig fra en række andre beduiner, som ikke nøjedes med at spise blod. De spiste halerne fra fedthalefåret. Fedthalefårets hale består af fedt og har den egenskab, at den vokser ud igen, hvis den bliver skåret af. Dermed kunne et får blive leverandør af kød uden at lade livet.

Maden har altid været et vigtigt element i menneskets identitet, ligesom spørgsmålet om, hvem man deler sit måltid med cementerer, hvilket fællesskab man er medlem af. PÅ den baggrund er det forståeligt, at man støder på modstand, når man kritiserer andres spisevaner.

Det store spørgsmål er nu: når måltidet er i opløsning og man vælger den nemme løsning – at spise alene, og ikke interesserer sig for, hvad der er i maden – hvem er man så?