| |||||||||||||||||||||||||||||||
Log ind eller Bliv medlem | |||||||||||||||||||||||||||||||
Ugens gode vine - uge 3Skrevet d. 24 Januar 2005Sydafrikansk vin udgør kun 4-5% af det danske vinmarked, men indtager alligevel en flot 7. plads på importlisten foran bl.a. Argentina, USA og Portugal (2003). Man anvender de traditionelle druer, dog har Sydafrika deres egen nationaldrue, Pinotage. Men kun en af vinene i dag er fremstillet på ren Pinotage. Jeg kan ikke huske hvornår der sidst har været en uge uden en vin, der har fået 5 stjerner. Det betyder så ikke at vinene ikke er gode, men at priserne altså ikke er rene røverkøb. Til gengæld har 7 ud af 11 vine fået 4 stjerner og det indikerer altså meget gode køb. Der er 3 vine, der må deles om æren som den bedste vin i denne uge. De scorer nemlig alle 88/100 pts. og koster meget tæt på 100 kr. De er dog noget forskellige i stilen. Kaapzicht Pinotage 2001 er en mellemfyldig vin med god frugt, pæne tanniner og en lækker blød smag. Vinen har stor frugt og den er godt pakket ind af fadlagringen, uden det kapper over. Er du til runde, bløde vine med god frugt, så er denne her sagen og samtidig er den fremstillet på Pinotage. Prisen er kr. 99,00 hos Born-Wineimport. Joostenberg J 2002 er anderledes kraftig i smagen. Den er mellemfyldig med god frugt, lidt kradsende tannin men også en dejlig cabernet-smag. Fadet bemærkes men det er fint integreret i en vin med god balance. Prisen er kr. 99,95 hvis du køber 12 fl. hos Philipson Wine. Den sidste er Vinum Cabernet Sauvignon 2003 - den kraftigste af de 3. Den er mellemfyldig med god frugt, blød men fast tannin og en lang, let krydret smag. Vinen har power men også en vis blødhed. Slutningen er lang og lidt voldsom. Den er ikke for tøsedrenge! Men nok alligevel min favorit af de 3. Prisen er kr. 98,00 og du finder en forhandler på www.wine.dk.
Se alle artikler |