HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Skrevet d. 11 Februar 2005

Bryggeriet Flakhaven har til huse i gavlen til byens rådhus, hvor der i meget tidligere tider har været politistation med fangekældre, som i dag bliver bygget om til at rumme de 13 store 9.000-liters lagertanke. 

I en af cellerne sad H. C. Andersens mormor, fordi hun havde syndet og fået barn udenfor ægteskab. Et uægte barn blev man straffet for, og derfor var vores verdensberømte digters mor lykkelig over at være den eneste i hendes familie, som fødte et ægte barn. Men det er altså i H. C. Andersens by i et H. C. Andersen-år, at der åbnes for ølhanerne i Bryggeriet Flakhaven, takket være, blandt andre, et par ungarske flygtninge. De tidligere fangekældre bliver nemlig indrettet til bryggeri af Lewis Harsanyi assisteret af hans hustru Andrea. 

I 1977 lykkedes det dem at flygte ud af Ungarn og ind i Østrig, hvor de blev sat i flygtningelejr i 3 måneder, inden de fik indrejsetilladelse i USA. De bosatte sig i Los Angeles, hvor de siden fik opbygget flere restauranter og et lille bryggeri, som forsynede restauranterne med hjemmelavet godt øl.  

Lewis Harsanyi fik så grundigt et kendskab til opbygning af brygtanke, systemer og bryggerier som helhed, at restauranterne blev afsat, og nu arbejdes der udelukkende med ekspertisen i at skrue et bryghus sammen. Stadig bosiddende i USA, men også med virksomhed i Ungarn, opererer Harsanyis ”Barvarian Brewery Technologies” med bryginstallationer i USA, Canada, England, Korea og Australien - og nu på Flakhaven i Odense, hvor den lokale A Hereford Beefstouws franchisetagere - og ejere af restauranten - Jørgen Pedersen og Kirsten Redder vil stå for drift og brygning, assisteret et stykke af vejen af brygger Ebbe Vincentzen, i lokaler, som er stilsikkert designet af arkitekt Søren Damgaard og udsmykket af kunstneren Peter Stuhr. Bryggeriet Flakhaven vil brygge tre faste øltyper, samt en månedens øl.



Se alle artikler