HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Ung med ost

Skrevet d. 17 Marts 2005

"Pludselig var de helt rigtige lokaler til stede: en billig husleje og et passende kundepotentiale," fortæller 33-årige Morten Mørk, der startede Trøjborg Ostelager i november 2003. Han var omhyggelig med beliggenheden. Det skulle ikke være for dyrt, men samtidig skulle der være grobund for en vis kundetilstrømning. Morten Mørks strategi kan godt vise sig at være den rigtige, eftersom flere ostebutikker er lukket i Københavns centrum, blandt andet på grund af for høj husleje. Det er da også gået lige så stille fremad for den lille butik i det nordlige Århus, men ikke helt så hurtigt, som den unge ostehandler havde håbet:

"Jeg er desværre nødt til at arbejde ved siden af for at få det til at løbe rundt. Det går lidt for trægt, men det går da fremad - og hvis det fortsætter, regner jeg med at kunne opsige mit job hos Per Aarslev om et års tid."

Måske er Morten Mørk optimist. I hvert fald har han det nødvendige gåpåmod i en branche, der ikke er for nybegyndere.

En Københavner-ven i nøden

Morten Mørk havde hjulpet lidt til i sin vens ostehandel i København. Siden hen var det vennen, der hjalp Morten i Århus.

"Jeg har jo ikke nogen uddannelse inden for oste, derfor var det fint at have en til at hjælpe mig i gang," siger Morten og fortsætter:

"Mit sortiment et bevidst enkelt. Det kan ikke lade sig gøre at have alt mulig, når min butik ikke har større omsætning."

Morten Mørk satser dels på sikre oste, som folk kender, samt enkelte nøje udvalgte specialiteter. Han har bevidst valgt ikke at køre en delikatesse-forretning. Derfor kan man hverken finde italiensk chorizo eller græske oliven på Mortens hylder.

"Jeg tror på, at oste kan bære butikken i sig selv. Den største udfordring er fordommene, og her tænker jeg primært på den med, at det skulle være billigere i supermarkedet. Det er selvfølgelig rigtigt, når det gælder kedelige standard-oste, men hvis folk vil have lidt mere interessante produkter, kan vi sagtens konkurrere med supermarkederne på prisen," fortæller Morten Mørk.

Hvor er de danske mejerier?

I butikkens tre kølediske ligger nøje udvalgte oste. Her er kongen af blåskimmel, den franske Saint Agur; en lagret Pecorino Sardo fra Sardinien; spanske Ibores, lavet af rå gedemælk og rullet i paprika. De danske oste er fortrinsvis skæreoste fra de mindre mejerier, men der er også blevet hyldeplads til blandt andre guldvinderen Sct. Clemens og en rygeost fra Glud Mejeri. Denne indretning er ikke med indehaverens gode vilje:

"Generelt så jeg gerne flere interessante oste fra de danske mejerier, eksempelvis flere oste lavet på rå mælk. Det er klart, at der vil være større mangfoldighed, når man søger udenlands, men jeg mener godt, at vi kan gøre det bedre herhjemme. Der er for langt mellem de spændende danske oste," slutter Morten Mørk.

Kilde: Mejeriforeningen



Se alle artikler