 |  | |||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||
| Log ind eller Bliv medlem | ||||||||||||||||||||||
  |
LinserSkrevet d. 29 April 2005Bælgen er kun 15 mm lang og indeholder 1-3 flade frø, der har form som en optisk linse, heraf navnet. Linser findes i flere sorter: hvide, gule, grønne, brune og røde linser, der alle er svært fordøjelige på grund af deres høje proteinindhold. Dyrkning af denne bælgplante er ældgammel. Vi hører f.eks. om den i Bibelen, hvor Esau sælger sin førstefødselsret for en portion linser. Linsen kom til Europa med romerne. Den har vokset vildt i middelhavsområdet og har på grund af sin store holdbarhed været benyttet som føde for søfarende og soldater. I de katolske lande har den været et værdifuldt kosttilskud for befolkningen, dengang fastetiden blev strengt overholdt. I oldtiden spiste man linser spirede og kogt. Ved at lade det svært fordøjelige frø spire ændres næringsindholdet til noget lettere fordøjeligt. Forspirede linser til kogning er netop en typisk fransk tilberedningsform. Linser har ikke så lang kogetid som de øvrige bælg-sorter. På ca. 15-20 min. koges linser møre. Den brune linse, som kendes bedst i handelen, beholder sin facon selv efter kogning, hvorimod de gule og røde linser let koger ud og derfor er bedst egnede til saucer og supper. Forspirede linser far en sødere og mere aromatisk smag. Og som spirer har de det største indhold af C-vitamin. Det er ikke nødvendigt at udbløde linser før kogning, hvis de ikke forspires, men en direkte kogning af tørrede linser gør ofte det, at linsen koger ud. Linsen kaldes også »fattigmands kød«, og denne bælgplante danner også ernæringsgrundlaget for mange i den 3. verden, herunder for de fleste mennesker i Indien og Pakistan. Se alle artikler | |||||||||||||||||||||
