HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Sommerhusmad

Skrevet d. 16 August 2004

af Bente Hoffmann

Jeg er blevet smaskforelsket i løbet af sommerferien! Bjergtaget og forført af charme og skønhed. Nej, nej, kæresten er ikke blevet skiftet ud med en frisk model. Min nye attrå har et helt andet mål. Jeg er faldet fuldstændig for det lille, idylliske fiskerleje Brunshuse, som ligger på Fyn ca. 10 km fra Assens. Her har jeg tilbragt en uge sammen med kæresten og vores tilsammen tre store børn (10-13 år) i et gammelt, men moderniseret fiskerhus. Og jeg var moden til at blive der meget, meget længere, ikke mindst for at få lov til at sidde i den skønne have og bare kigge og kigge hen over stokroserne, dahliaerne, tidslerne, roserne og hele det øvrige plantehav, videre ud over Nørrefjord og hen på Agernæs. Det var så smukt og fredfyldt – i hvert fald når ungerne ikke var lige i nærheden – og vejret var i den grad med os, når man tænker på, hvor irriterende usommerlig juni-juli 2004 har været.
 Det var bare magnifique (ja undskyld, men lidt H.C. Andersensk bliver man vel altid i sit sprog efter en Fynstur).
 Men ... for sådan ét er der jo gerne ... sommerhusferie er på en eller anden led ikke rigtig ferie. For vi tager jo usigelig mange af dagligdagens trivialiteter og pligter med os. Som fx at købe ind og lave mad. Hver dag skulle mønstre morgenmad, madpakker til frokost og et aftensmåltid – plus det løse. Et par dage ‘snød’ vi og spiste på restaurant om aftenen, når vi var på vej hjem fra en heldagstur, men alligevel var det ustyrlige mængder mad, der skulle skaffes hjem til huset til os fem (ved du fx, hvor meget en 13-årig dreng kan sætte til livs?!).
 Kreativiteten i madlavningen bliver også sat på prøve sådan en uge: Vi havde ikke lige hele arsenalet af køkkenredskaber med os (har du mon prøvet at rive ost med en (sløv) kartoffelskræller?), der var ingen bageovn i huset (ergo intet friskbagt brød, suk!), det var begrænset, hvad vi havde af krydderier (men man kan komme langt med salt, peber, tørret oregano og friske hvidløg), og vi ville ikke købe mange forskellige madvarer ind (de skulle jo helst spises op, inden den næste lørdag).
 Men trods ovenstående fik vi da stablet en ugemenu på benene, og den gjorde (næsten) alle tilfredse, og efterlod ingen i køkkenet eller ved grillen i urimelig lang tid. I løbet af denne ferieuge blev følgende nye ret også til – og den vil afgjort gå over i det faste repertoire her i huset. Også selv om jeg må savne den fantastiske udsigt, mens vi spiser!


Sommerferiepasta med laks og grøntsager

3 laksesteaks, ca. 100 g pr stk.
3-4 fed hvidløg, gerne friske
2 mellemstore løg
4 nye gulerødder
1 grøn peberfrugt
¼ blomkål - eller tilsvarende mængde broccoli
1½ dl hvidvin
1 dl cremefraiche 18%
Olie
Salt
Peber
2 tsk oregano

Rens grøntsagerne. Knus eller hak hvidløgene fint, hak løgene fint, skær gulerødderne i skrå, tynde skiver (ca. 2 mm), del blomkålen i små buketter og skær peberfrugten i tern.
Laksesteakene skæres ud i stykker af ca. 2 cm's tykkelse; har laksen gråbrune områder, så skær dem af, de smager typisk ikke godt. Steg laksen i lidt olie ved kraftig varme. Lad den gerne tage en smule farve af stegningen, men lad den ikke stege igennem, for den skal bagefter simre færdig sammen med grøntsagerne.
Varm olie og klar hvidløgene. Olien skal ikke være så varm, at hvidløgene tager farve, de skal blot klares. Tilsæt lidt salt, mens hvidløgene bliver klare. Tilsæt løgene og klar dem, tilsæt dernæst gulerødderne, som svitser med i 1-2 minutter, tilsæt blomkål og til sidst peberfrugt. Kværn peber efter smag i retten, tilsæt de svitsede laks, hvidvin og oregano og skru ned, så retten blot simrer. Lad den simre i ca. 10 minutter uden låg.
Umiddelbart inden retten skal serveres, tilsættes cremefraiche, rettens gives et hurtigt opkog og smages til med peber og salt.
 Kog din favoritpasta, så den er færdig samtidig med laksen og grøntsagerne. Server evt. også brød til.



Se alle artikler