Fra en husmors liv

Skrevet d. 18 Oktober 2004

af Bente Hoffmann

Da jeg blev født i 1965, holdt min mor op med at arbejde. Uden for megen tanke på sig selv, påtog hun sig den traditionelle karyatide-funktion, bæreren af hele familiens velbefindende. Snart bølgede kvindebevægelsens kampe i samfundet omkring hende, men hun havde ikke meget til overs for "de fodformede med lilla ble". I stedet gjorde hun sig til del af en 'uddøende race', fuldtidshusmoderen. Jeg voksede op med resterne af den traditionelle kvinderolle lige for snuden af mig, men i et samfund og et skolesystem, hvor kvindebevægelsens kampe satte deres spor. Rødstrømperne lærte os fx, at husmorrollen var fordummende og undertrykkende, så den var afgjort ikke værd at stræbe efter. Dog var min mor nu hverken dum eller undertrykt, snarere tværtimod.
      Nå, men jeg forlod reden og etablerede mig meget tidligt. Og da begyndte dilemmaet mellem 'teori' og 'praksis', for på den ene side vidste jeg, at det var helt uomgængeligt at tage en god uddannelse, og på den anden side var jeg vild med at bruge tid på vores hjem – og på at lave mad. Der var ikke noget specielt trendy over madlavning dengang omkring ’84. Verden havde ikke for alvor åbnet sig for os og havde beriget det danske køkken med sushi, tom yam-suppe, wokretter, tapas osv., resterne af 70’ernes korn- og grøntsags-baserede mikro makro-mad hang stadig i luften, medierne var ikke fulde af trendy kokke, som gav kogekunsten en aura af ophøjethed, og der fandtes ikke hyldemeter efter hyldemeter af kogebøger, der er så flotte og elegante, at man ikke nænner at medbringe dem i et køkken. I de kredse, hvor jeg bevægede mig, var det ikke særligt in at lave mad, og jeg havde en temmelig lang periode, hvor jeg ikke ville indrømme, at jeg var lidt bidt af det. Sæt nu, der var nogen, som ville opfatte det, som min daværende svigermor gjorde. "Du er en god lille husmor!" sagde hun en dag. Jeg krympede mig og vidste, at jeg måtte være på vej ud af et helt forbløffende vildspor, hvis nogen kunne tænke sådan om mig!

Men ... kiggede man på min adfærd, kunne man vist godt få tanker a la min svigermors. Jeg var ikke 20, da jeg blev husejer. Den gamle have bugnede af frugttræer, og skønt der var masser at istandsætte i huset, kunne jeg slet ikke modstå fristelsen til at folde hele husmortalentet ud og give mig i kast med et større sylteprojekt. Skægt, hvor det egentlig kom fra – i hvert fald ikke hjemmefra, for min mor syltede aldrig. Men jeg tror, at jeg lod mig forføre af Alt for damernes glitrende sider med flotte billeder af "hjemmesyltede specialiteter, som man ikke kan købe magen til", fikst arrangeret i smarte glas fra Skjalm P. Det der med sylteriet holdt nu kun i et par unge, naive år, for de færdige produkter blev sjældent perfekte, og ofte blev de sursyltede pærer, rønnebærgeléen, eller hvad jeg nu ellers havde forsøgt mig med, glemt på hylden i kælderen og endte sine dage om foråret i komposten. Spild af tid og råvarer.

Nu er der efterhånden løbet rigtig meget vand i stranden siden den ungdommelige skræk for at blive udnævnt til husmor. Og jeg er heldigvis blevet gammel nok til mest at fokusere på, hvad der er rigtigt for mig. I dag ved jeg, at mit forhold til madlavning (og ikke mindst bagning) er på niveau med andre menneskers hobbyer – at det så også tjener et praktisk formål, er bare glædeligt. Det er ikke noget, der sætter mig i bås som menneske, men det er med til at definere, hvem jeg er. Og jo, jeg er et produkt af den epoke, jeg voksede op i, og jeg er afgjort blevet farvet af både min mors og kvindebevægelsens holdninger – og det er nu ikke så ringe en blanding endda.