af Anders Kurt Simonsen
Besætningen er i dag vokset til op mod 140 dyr i alt - fordelt på tre flokke. To af flokkene på tilsammen ca. 100 dyr går i folde hjemme på Ditlevsdals egne 22 ha, mens de øvrige går på nogle forpagtede arealer.
Stambesætningen udgøres af 45 moderdyr - køer - plus godt 30 kalve, fem store tyre samt en række ungdyr. Tidligere havde Yvonne og Niels Henrik Ove også kødkvæg af racerne Simmental og Skotsk Højlandskvæg, men de senere år har de koncentreret sig om Bison-avlen.
Gårdbutik
Dyrene sælges både til avl og til slagtning. Bisonokserne slagtes hos Skallebølle Slagtehus, og kødet, som er meget mørt, fedtfattigt og med et lavt kolesterolindhold, sælges primært til en række sjællandske restauranter og delikatesseforretninger.
Efter aftale kan man også købe bisonkød på Ditlevsdal, og i den forbindelse er man netop nu i gang med at etablere en moderne gårdbutik i en af gårdens gamle længer. I tilknytning til gårdbutikken er det desuden tanken at indrette et showroom på første sal, hvorfra interesserede købere til avlsdyr kan se dyrene gå i det kuperede terræn omkring gården. Endvidere vil der blive indrettet overnatningsfaciliteter til udenlandske og andre kunder langvejs fra.
Safari-tur
Tre gange i årenes løb - senest for tre år siden - har Ditlevsdal Bison Farm arrangeret åbent hus. Hver gang med op mod 1200 besøgende.
Det mest spændende er - ligesom ved de tidligere arrangementer - muligheden for at komme på en guidet safari-tur blandt bisonokserne ude på marken. Deltagerne bliver ganske enkelt placeret på halmballer på en forsvarligt sikret landbrugsvogn, der forspændt med en traktor kører rundt mellem bisonokserne.
Bisonokser er i bund og grund vilde dyr. Derfor får gæsterne ikke lov at stå af vognene ude i marken - endsige røre ved dyrene. Men bisonokserne er vant til, at der køres med traktor og andre køretøjer. Så tur-deltagerne kan i fuld sikkerhed komme ganske tæt på de imponerende dyr.
Ud på prærien
Bisonokserne stammer oprindeligt fra den amerikanske prærie. Derfor vil der hjemme på gården være indrettet en indianerlejr, hvor børnene kan bage snobrød og sidde på bisonskind i tee-pee’en. Desuden kan de besøge KFUM-spejderne fra Søndersø i en rigtig spejderlejr.
I præriekøkkenet, der har til huse i og omkring et par prærievogne, bliver der stegt bisonkød på store plader over et bål, og man kan få smagsprøver og købe en lækker bisonburger - samt fadøl, sodavand, kaffe og kage.
Hvis nogen vil have mere »håndgribelige« minder om de store præriedyr, så er der mulighed for at købe et bisonskind eller et -kranie med hjem til at pynte op i stuen.
Pakkeløsninger
- Flere og flere - både herhjemme og blandt andet i Sverige - er blevet interesseret i at holde bisonokser, fortæller Yvonne og Niels Henrik Ove. Derfor har vi købt en solid bison-trailer, så vi har mulighed for at levere dyrene ud til køberne.
- I den forbindelse er vi begyndt at levere hele »pakkeløsninger«, hvor vi leverer og opsætter et solidt hegn med tilhørende fangefold, vi sælger dyrene, vi leverer dem, og vi rådgiver køberne med hensyn til, hvordan de skal passe og omgås dyrene.
- Desuden forhandler vi vitaminer og mineraler - ikke alene til bisonokser men til kvæg i det hele taget. Og hvis kunderne skal have fanget en bison - for eksempel hvis den skal flyttes, slagtes eller have dyrlæge, - så kan vi komme med en transportabel fangeboks og hjælpe folk med at fange deres bison.
Se alle artikler