Meditation i køkkenet

Skrevet d. 8 Marts 2004

af Bente Hoffmann 

En deadline truer. Jeg er stresset. Ville egentlig helst blive hængende ved pc'en og dulme kroppens behov for brændstof med kaffe, knækbrød – og vingummi. Rigtig dumt! Jeg ved det. Men nu er det heldigvis sådan, at husstanden også tæller min præ-teenagedatter, og selv når arbejdsopgaverne tårner sig højest op, føler jeg et uomgængeligt ansvar for, at hun får ordentlig aftensmad.

Modvilligt løsriver jeg mig fra skærmen, og i de første minutter i køkkenet er mit hoved et inferno af rod, irritation og stressede tanker. Men så sker der noget: Mens hænderne begynder at arbejde med grøntsagerne, tømmes mit hoved langsomt, pulsen bliver regelmæssig, tankerne driver på flugt og ikke sjældent dukker nye idéer op.

Nu vil den kvikke læser nok indsparke, at det da var rimeligt, at det store barn fik sin del af køkkentjansen, når mor har travlt. Og principielt vil jeg da give hende ret. Men også kun principielt. For når jeg er i det humør, er der ingen, der skal forstyrre min køkkenfred. Både datteren og kæresten kan vist berette som dage, hvor de bestemt er blevet foreslået at lave helt andre ting, end at opholde sig i MIT køkken. Jo, det kan være hyggeligt at lave mad sammen, men hvis jeg også skal stresse af, så insisterer jeg på at være køkken-eremit.

                 Jeg vil mærke freden sænker sig over mig med en nærmest meditativ styrke, mens måltidet støt og roligt dukker frem. Det er meget sjældent, jeg kan sætte hjernen på standby, når jeg udfører mit job, men når jeg arbejder i køkkenet, er det rutinen, der sidder helt ude i fingerspidserne, som tager over – og jeg gennemstrømmes af min glæde ved at lave mad!

Nu er mit køkken jo ikke noget helligt tempel, og jeg svæver langt fra hver dag afstresset rundt et per centimeter over gulvet – tro endelig ikke det. Her kan det skam også være voldsomt befriende bare at hælde en portion kødsovs fra fryseren i en gryde, koge noget pasta og så kalde det aftensmad. Og jeg får da også skabt nogle frygtelige, fortravlede stunder i køkkenet, når jeg liiige tror, jeg kan nå at kreere det gode måltid, selv om vi fx skal nå et eller andet arrangement efter spisetid, og madserveringen derfor skal være på klokkeslæt.

Mit glanseksempel på, at hastværk er lastværk, hører til de grelle: Der var dømt sommerferie, og min datter og jeg skulle til London. Dagen inden var der fuld skrue på forberedelserne – men jeg syntes da, at vi alligevel skulle have ordentlig aftensmad (så blev køleskabet jo også tømt). Den beslutning kom til at koste mig en time på skadestuen, fire sting i pegefingeren og en forbinding, der gjorde min finger værdig til at agere 'E.T. phone home'. Synderen var min nyslebne køkkenkniv, som skred fra mig, nydelig passerede det løg, den skulle have snitte, og i stedet frigjorde en luns af min finger. AV! Næste gang vi skal på ferie, tror jeg, vi bestiller pizzaer den sidste aften inden!

Jeg er helt overbevist om, at man får de bedste oplevelser med madlavning, når der er tid til en portion fordybelse. Nogle gange ser tiden ikke ud til at være der, men min erfaring siger, at det kan betale sig at finde den. Der er ikke meget, der kan udkonkurrere glæden ved at skabe et godt måltid, det sociale samvær under spisningen og kroppens tilfredshed med ordentlig føde. Skidt med, at jeg så må arbejde til langt ud på aftenen for at nå deadline …