Lavede rigtige mænd og kvinder mad - engang?

Skrevet d. 15 Marts 2004

Af Lisse Trads, Suldrup

Og manden, hvad var det så for en ”klør”? Han kom, når maden var på bordet, gerne til aftalt tid, sikkert middagsmad kl. 12 og aftensmad kl. 6. Kl. 12 spiste han så maden, der blev sat foran ham, og hurtigt gik det, for bagefter skulle der soves middagssøvn, og til aftensmaden gjaldt det om at blive færdig, så han kunne høre pressens radioavis! Sagde han ”Tak for mad”? Det var nu ikke givet. Men sådan var det dengang.

Manden tjente pengene, og konen brugte den portion, der blev givet til hende, og det kaldte man husholdningspenge.

I min 100 år gamle bog: ”Husmoderens håndbog” er der noget, der kan give stof til eftertanke. Hør f.eks.: ”Den første betingelse for god madlavning er, at alle ved denne benyttede gryder og kasseroller er godt rengjorte, før de skal benyttes; såvel emaljerede gryder som jerngryder må jævnligt skures godt indvendig, da førstnævnte ellers med tiden bliver brune indeni i stedet for hvide, og navnlig når emaljen begynder at springe af, brænder mælkemad meget let på gryden, hvis den ikke er skuret omhyggeligt af ved rengøringen, da netop madrester vil sætte sig fast i de små fordybninger, hvor emaljen er borte. Og er maden først sveden er det ikke muligt – selv for den dygtigste husmoder – at lave velsmagende mad”.

Dette kan vi nok ikke blive uenige i, og hør nu videre: ”En ting, der ikke nok kan fremhæves, er, at en husmoder altid sørger for, at de fødevarer, hun køber, er sunde, friske og gode. Ikke alene for velsmagens skyld, men lige så meget for sundhedens skyld; thi nydelsen af usund og dårlig føde giver sig også tit udslag i usundhed hos de mennesker, der nyder den. Man kan godt lave god og velsmagende mad, fordi man ikke køber af de dyreste fødemidler, blot de er sunde.”

Se, det er der vel heller ingen, der ikke nikker genkendende til.

Og så kommer noget, mændene dengang sikkert har nikket til: ”En nødvendighed for husmoderen for at få balance i husholdningskassen er en god tilrettelæggelse af budgettet, således at husmoderen, inden hun gør sine ugentlige indkøb, er på det rene med, hvad hun vil købe, og passer, at de forskellige dele supplerer hinanden og derved kommer til at danne middagsretter for en hel uge. Ved således at have en plan at gå efter, vil der heller ikke så let blive levninger stående, og en dygtig husmoder må aldrig have madrester, der går i skarnbøtten. Det er af mangel på oversigt hos husmoderen, når hun ikke kan få anvendelse for levninger. Endvidere må husmoderen altid have øjet opladt for, at hvad man i huset selv kan fremstille med fortjeneste, bør man ikke købe”

Se det var dengang, og det var der vel heller ikke så meget i vejen med. Det passede godt til den tid.

Meget af det er eviggyldigt, men i dag kunne jeg godt tænke mig at spørge mændene: ”Er der noget af det, der blev sagt lige før, I ikke synes om?” Jeg håber, I svarer, at det ikke længere er husmoderens eneret at være i køkkenet. I sidder der måske, mens maden bliver lavet og er underholdende. Eller måske kunne I tænke jer at gå i gang selv. Der er vel også efterlønnere blandt jer mænd, og jeg hører ofte, at det er nemmere for en kvinde, der er holdt op med at arbejde, at finde noget at lave - end for en  mand. Så hvad med, at mændene fandt frem til det lille bitte sted, hvor der er gemt en ”madlaver”. Jo før, jo bedre! Og et fromt ønske kunne være: ”Måtte jeres koner væbne sig med tålmodighed”.  For det er ikke sikkert, denne øvelse går let og smertefrit, især ikke hvis I hører til ”efterlønnerne”.