Til mænd der måske skal hjælpes lidt

Skrevet d. 29 Marts 2004

Gå i gang med at prøve madlavning. Fang an med noget af det lette, og det er ikke sikkert, at det er mors frikadeller eller sovsen , I skal starte med. Begynd med at aftale med jeres kone, at I får lov at se, hvordan hun laver mad. ”Det er da ikke så svært at skrælle kartofler”, siger I så, og mit svar er, at det kan man vel uden at behøve at lære det. Hvad med gulerødder, selleri, kål af forskellig art? Er det ikke lige så nemt? Løg kan man også pille og skive, men så kommer allerede noget af det sværere! Når jeg ikke er hjemme – og det hænder ret så ofte - laver min mand ofte biksemad til sig selv. Det er nemlig sådan, at jeg IKKE elsker denne ret, men jeg kan da nemt gemme en rest steg, putte den i et creme-fraiche-bæger, skrive ’rest til biks’ derpå og bede Erling om at putte det i fryseren. Så ved han, hvor den er, og så kommer kunsten: Det er ikke svært at stege  kartofler, der er kogt i forvejen, kødetsteges lige så let, og spejle et par æg kan man vel altid, men indtil dato påstår han, at han ikke kan pille og stege løgene. Så hellere undvære dem! Nej, det skal da lige siges, at han en gang forsøgte sig med færdigkøbte ristede løg. Den oplevelse gjorde et sådant indtryk på ham, at retten nu altid er uden løg! Jeg har spurgt, om han ikke vil se, hvordan det går for sig med at stege løg, men svaret er: ”Lad mig nu gøre, som jeg vil, og vær sød at lave din gode mad til os, så vi kan hygge os med den!” Og hvem kan stå for en sådan kompliment?

Der var en af mine unge bekendte, der engang sagde, at hvis hans far skulle lære at lave med, måtte der ske flere ting i huset:

1. Moderen skulle mildnes kendelig.
2. Der skulle være mindst en flyferie pr. år.
3. Måske var det bedst at flytte et sted hen, hvor der var en god afstand til naboerne.

Sådan behøver det vel ikke altid at gå, men det er ej heller anbefalelsesværdigt at gøre som min kære bror. Som ganske ung lavede han mad et par gange, og første forsøg er ikke så helt let at glemme: Han havde allernådigst fået lov til at komme med mig på besøg hos en kæreste, som han syntes vældig godt om. På et tidspunkt gik det - som nok mange andre steder – sådan, at vi ville være alene. Og så stod han der. Efter et godt stykke tid kom han i tanker om, at han kunne da overraske os med at lave mad.  Der var købt røde pølser. De blev kogt, kartoflerne ligeså, og så mente han da også, at der skulle laves sovs, og det kunne vel ikke være så svært! Foran ham stod det kogevand, pølserne havde været i, og hvad gjorde han så? Selvfølgelig jævnede han dette til – efter hans mening – den dejligste laksefarvede sovs med klumper. Taknemmelighed over for hans madlavningsforsøg.? Nej, men han fik ikke flere chancer for at komme med på kærestebesøg!

Sådan kan det gå, hvis man er SÅ KLOG og ikke søger hjælp ved en ekspert, der jo da undertiden er af hunkøn!

Så blev han efterlønner, og hans stadig unge kone måtte fortsætte på arbejdsmarkedet. Han påstår, at kan du læse, kan du også lave mad. Og han husker ikke at fortælle, hvor mange spor, der er slettet, inden maden er på bordet. Han går i gang straks fra morgenstunden af, så han har god tid. Han har en god ven: telefonen, og det sker ikke sjældent, at jeg har ham i røret. Det er hyggeligt – sådan at kunne give ham råd. Og somme tider er der flere opringninger, når han er alene i køkkenet. Jeg ville have påstået, at det ikke kunne lade sig gøre at spise mad, han havde lavet, men tro mig: Det går fint --- med det repertoire, han er nået til.

Han kan lave rugbrød og franskbrød, og sild af mange slags er lidt af et speciale for ham. Han kan også lave forskellige gryderetter, og en kamsteg har han da også serveret for mig. Så fat mod, alle mænd: Mulighederne er der, og tænk, om I kom til at kunne lide det!