Madpakker

Skrevet d. 5 April 2004

af Bente Hoffmann 

Dejligt, så er det påskeferie. Udsigt til fred og fridage. Og, ikke at forglemme, ingen madpakker! Jeg kan blive nærmest helt salig ved tanken. Ja, jeg er ked af at indrømme det, men Projekt Madpakke rider mig nærmest dagligt som en mare, og så skal jeg endda kun producere én af slagsen.

Når jeg har det sådan, skyldes det vel i bund og grund, at jeg har ambitioner på madpakkernes vegne: Hver eneste dags madpakke skal være indbydende, sund og spændende (åh nej, det er jo hele tre ting, det går virkelig ikke!) – og det er pokkerme svært. Før jeg begyndte at arbejde freelance hjemmefra, var min datter, Rebecca, i lange perioder den eneste, der skulle have frokost med på hverdagene; i weekenderne får vi oftest aldrig frokost, fordi morgenmaden har det med at snige sig langt ind på formiddagen. Derfor var køleskabets frokostudvalg begrænset, og det gjorde selvfølgelig ambitionen endnu sværere at indfri. Det er jo langtfra hver dag, der på middagsbordet har været mad, som uden det store besvær lader sig transformere til mundrette frokostbidder eller ideelt pålæg. Frikadeller, pizza, halve kogte majs og kartofler i skiver er klassikere, men wokretten, kødsovsen eller grøntsagssuppen har altså ingen interesse, er jeg på det bestemteste blevet belært om af den 11 årige – skønt jeg end ikke har prøvet at liste det ned i skoletasken.

Nogle gange står jeg bare dér med tomt blik og stirrer ind i køleskabet, mens dyr, kold luft suser ud, og inspirationen til en madpakke, som ikke bare indeholder tre kedelige, flade halve akkompagneret af en rå gulerod, ligger så langt væk som en by i Sibirien.

For ikke at gøre det hele nemmere, mener jeg også, at de madpakker, jeg smører, altid skal kunne klare et tjek, hvis nu et imaginært Sundhedpoliti skulle dukke op på madpakkerazzia. Men jo, af og til sniger der sig da en lidt for sukkerholdig yoghurt eller en humpel hjemmebagt kage ned i madkassen – mere hellig er jeg heller ikke. Men aldrig decideret slik, i mit univers hører det ikke hjemme i madkasser.

På et tidspunkt følte Rebeccas klasselærer sig foranlediget til at tage emnet "Madpakker" op på et forældremøde, da antallet af chokoladebare, vingummier o.l. i madkasserne var blevet for dominerende. De diskussioner, der blev ført den aften, afslørede med al tydelighed, at holdningerne til madpakker og deres indhold er meget vide. Men der kunne dog til sidste opnås enighed om, at slikket skulle reduceres, og at vi allerhelst skulle erstatte de små overraskelser med sundere alternativer som tørret frugt, nødder, kiks o.l.

Madpakker afspejler i høj grad den kultur, de optræder i. Det så Rebecca og jeg fx for to år siden, da vi var i Australien for at besøge hendes gamle børnehaveveninde, som nu bor i Sydney med sine forældre. Vi var bl.a. på besøg i venindens skole, og i frokostpausen dukkede der en sand velsignelse af chipsposer o.l. frem af madpakkerne, som jo selvfølgelig også kun indeholdte sandwich af hvidt brød. Da Rebeccas veninde i sin tid lige var kommet til Australien, gav hendes mor hende rugbrødsmadder med i madpakken, ligesom hun havde gjort hjemme i Danmark. Men hun forbarmede sig og skiftede til hvidt brød, da datteren kom hjem og klagede over, at de australske børn spurgte, hvorfor hun spiste brændt brød.

Jeg tror aldrig, jeg bliver gode venner med madpakkerne, nok især fordi jeg ikke selv er særlig vild med at spise mad, som er blevet smurt for længe siden og derefter har tilbragt lang tid pakket sammen – og måske endda ikke engang i et køleskab. Men nu vil jeg dvæle ved det positive og nyde, at der for en stund er dømt skoleferie og pause i madpakkeproduktionen. Tænk, skolesommerferien bliver jo for en madpakkehader som jeg det rene svir!