En kærlighedserklæring

Skrevet d. 19 April 2004

af Bente Hoffmann

”Når jeg laver mad til familie og venner, handler det ikke bare om at gøre dem mætte,” fortalte den populære tv-kok Jamie Oliver TV-avisen, da han for nylig gæstede København, ”det er en kærlighedserklæring.” Hans australske ’kollega’ Kylie Kwong, som danske tv-seere netop nu kan nyde på DR2, har en helt identisk holdning.
       Og jeg kan ikke andet end at være enig med celebriteterne!
       I det daglige skrider denne ambition en smule, skønt den altid ligger i baghovedet og i hele ånden i mit køkkenliv, men når jeg har gæster, ser jeg det som min fornemmeste opgave at forkæle dem – fordi jeg holder af dem! Mens jeg skriver dette, slår det mig, at det da faktisk er ualmindelig sjældent, at jeg har lavet mad til mennesker, som jeg ikke kan lide. Jeg har lavet ’pligtmad’ til børnehave- og skolearrangementer, hvor der da nok var et menneske eller to, som jeg helst var foruden, men det tæller ikke rigtigt med i dette regnskab.

Nogle mennesker er af den faste overbevisning, at det er samværet, der er det allervæsentligste, og at man derfor snildt kan ringer efter pizzaer eller lave køleskabsraid, når man er sammen med sine venner. Andre holder på velorganiserede og -planlagte sammenkomster, hvor absolut intet er overladt til tilfældighederne. Så beværter man ikke kun sine gæster, men viser dem også, hvor dybt tjek på tingene, man har – hvis de skulle være i tvivl.
 Jeg planter mig fint og flot midt imellem de to holdninger.
 Jeg vil være uformel på den velorganiserede måde. Selvmodsigende? Ja, for pokker da! Men alligevel ikke helt, for det lykkes nu oftest meget godt alligevel. Jeg sætter samværet i centrum, men min glæde ved gode råvarer og dejlige måltider er så stor, at jeg gerne vil dele den med mine venner – derfor kunne jeg heller aldrig drømme om at servere færdigmad for dem! Maden skal være kulissen for selskabet, ikke hovedrolleindehaveren – men derfor kan man jo godt stræbe efter at være en dygtig ’teatermaler’. På den anden side er der ikke noget, jeg afskyer mere end iscenesatte selskaber; de sammenkomster, hvor alt er planlagt, og man som gæst lever i en evig skræk for at falde udenfor sin rolle. Ordet ’hygge’ dukker sjældent frem i mine tanker, når jeg udsættes for sådanne arrangementer.

Men ligegyldigt hvad, så skal det være lysten, der driver værket! Jeg har lyst, derfor gør jeg noget ud af det og spenderer gerne mange timer i køkkenet, når jeg skal have gæster (rengøring m.m. ser jeg gerne gennem fingre med!). Derfor gør det mig en smule skuffet, når mine gæster ikke giver sig tid til samværet og maden. For nylig havde jeg nogle meget gamle venner, som vi efterhånden sjældent ser, på besøg. De har alle dage sat pris på mine kulinariske ’kunster’, så selvfølgelig havde jeg også denne gang kræset om middagen. Da den sidste bid dessert var sunket sådan cirka klokken 21, rejste konen sig og sagde, at nu skulle hun altså hjem; manden fulgte efter, svagt protesterende. Som det (nogen gange for) høflige mennesker jeg er, kommenterede jeg det ikke, men jeg må indrømme, at næsen var lidt lang, da vennerne forlod mit hjem tre timer efter, at de var kommet. Jeg følte mig snydt! Hele det brus af socialt samvær, som indhyller gæstebudet, var blevet flået væk under fødderne på mig.
       Ja, faktisk hører det med til en del af den opdragelse, som det lykkedes mine forældre at lagre på min ’harddisk’, at det er uhøfligt at forlade et selskab lige efter middagen – med mindre man har aftalt anderledes med værten. Og selv når det er tilfældet, så har i hvert fald jeg svært ved det. Skønt andet trænger sig på, så er venner og det dækkede bord svære at forlade – for jeg holder så meget af dem!