Hvad spiste man i 50´erne? (2)

Skrevet d. 19 April 2004

Af Camilla Plum

Man bagte. Hjemmebag var reglen ikke undtagelsen. Bagerbrød var en helt ubegribelig luksus, og blev betragtet som langt finere og bedre end det hjemmebagte.

Sødmælksfranskbrød, kanelsnegle, Rungstedkager besparende sølvkager af æggehvider, Astakager og æblekranse. Der var Amo i posen, og 50 g gær i franskbrødet. Bageopskrifter blev klippet ud af ugebladene, sakset fra melposerne, og hvad man i øvrigt havde af inspiration var Køkkenbogen fra foreningen af danske husholdningslærerinder. Man fik den til husgerning, den skulle gerne vare hele livet - og det gjorde den.

Det skulle være billigt og nærende og vitaminrigt til dagligt. Vitaminer var en besættelse, et mantra. Smør og sukker, kød og fjerkræ var dyrt og skulle strækkes.

Der kom havregryn i frikadellerne, mel og gryn i pølserne, margarine i det hele. Mælkemad kunne fylde godt i maverne før hovedretten kom på bordet. Man havde grød­dage, og indmaddage, sågar grønne dage hvor den stod på gratin, og måske en lille snitte til aftentheen, hvis farmands mave knurrede af kødmangel.

Man spiste mannagryn og tapioka, byggryn og sagosuppe, selvom det var de sidste krampetrækninger.

Efterretterne var mest frugt. Æblegrød, blommegrød, stikkelsbærkompot, rødgrød. 

Man spiste henkogte pærer - og gysede af fryd ved tanken om

de smarte amerikanske ferskner på dåse.

Til fest var der lagkage når det var vildt, fromager, og buddinger for resten. Man spiste æbleskiver til både jul, nytår - og Skt. Hans.

Kogedyret, idolet var den chikke svenske Pernilla Tunberger. Hun kunne gå med hat, slingbacksko, Elnett hårspray og vær­tindeforklæde, så utroligt elegant at man bare måtte følge hendes opskrifter.

Hendes højmoderne budskab var at det skulle være nemt. Hurtige løsninger som de glimrende retter man kunne få på dåse, den nye dybfrost, og de nye smarte supper der skulle røres op med vand. Suppeterninger der sparede den travle husmor for timer i køkkenet, alt hvad der kunne købes for penge så husmødrene blev frisat, kunne bruge mere tid på små fikse middagsselskaber, holde tupperware homeparties og gå ture i den friske luft.

Hun var fortaler for tidens kvinder. Slaveriet var slut, nu skulle interessesfæren udvides ved hjælp af alt hvad den kunne trække af færdige løsninger.

Kirsten Hüttemeyer var den provinsielle pendant. Hun var oppe i tiden med sine små leverpostejssnitter, men den internationale air og de højere luftlag kom hun aldrig op i.

Læs sidste del på fredag...