HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Hvad hulen er Allesjæles dag?

Skrevet d. 4 November 2004

På den næsten glemte mærkedag, Allesjælesdag, 2. november udkom kogebogen ”Dansk højtidsmad”, der er en hyldest til traditionen med at fejre danske mærke- og højtidsdage. Bag bogen står forfatter Marianne Storgaard og fotograf Claus Peuckert.

”Dansk højtidsmad” fortæller kort og ganske underholdende historien bag såvel kendte som mere ukendte mærke- og højtidsdage. Hver enkelt dag er værd at fejre, også madmæssigt. Derfor indeholder bogen forslag til særlige retter, som passer til mærke- eller højtidsdagen. Opskrifterne er dels fra det traditionsrige danske køkken, dels udvalgt fra forfatterens egen opskriftsamling. Brændende kærlighed, chokoladekage, lys fiskesuppe, klassikere som rødgrød med fløde og stegt flæsk med persillesovs får her selskab af både varme hveder, juleand og påskelam.

Glemt viden om højtider
Mange danskere fejrer højtider uden at kende baggrunden for dem. Børnefamilier fejrer fastelavn og spiser fastelavnsboller uden at kende historien bag denne dag. Megen viden om højtidsdagene er ganske enkelt gået tabt, men Marianne Storgaard fortæller kort og lettilgængeligt om de mærkedage og højtider, som bogen opfordrer til at fejre.

Allesjælesdag er en af de højtidsdage, der næsten er gået i glemmebogen. Dagen har rod helt tilbage i år 998, da Vatikanet udnævnte dagen til en helligdag. I den katolske tro kom man ved sin død enten i paradis eller skærsilden. For at hjælpe de af ens kære, som måtte være havnet i skærsilden, holdt man en sjælemesse, hvor man tændte lys for de døde, så de hurtigere kom ud af skærsilden igen. Af samme grund spiser man ved denne lejlighed kold mad, fordi man derved ”kunne svale sjælene i skærsilden”.

En samtalebog til køkkenet
”Dansk højtidsmad” er ikke kun en øjenåbner i forhold til historien bag de danske højtider, det er også en introduktion til et stykke dansk køkkenkultur, som fastholdes gennem Claus Peuckerts fine fotos. Bogen giver begrebet ”samtalekøkken” en helt ny betydning. Familien får her en god anledning til at samles om middagsbordet til en snak om den kulturarv, som de fleste danskeres madtraditioner bygger på. Bogen vil være yderst velegnet som gave, både til familier og unge med interesse for at hygge sig med danske traditioner.

Dansk højtidsmad: Traditionel dansk mad til årets små og store højtider / af Marianne Storgaard og Claus Peuckert. 88 sider; indbundet i hardcover; farvefotos. Turbine Forlaget, Århus, 2004. Vejledende pris: 198,- kroner.



Se alle artikler