Alenemad

Skrevet d. 4 Juni 2004

af Bente Hoffmann

Der er lidt tomt hjemme hos mig for tiden. Datteren er draget til Østersøens perle på lejrskole, og kæresten er hjemme hos sine egne børn. Måske er det mig, der er en smule underlig (kan ikke udelukkes), men jeg kan blive helt euforisk af sådanne dage i afsondrethed. Dage, hvor dagligdagens trummerum-skema er ophævet. Dage, som helt og aldeles er mine. Og så ender det af en eller anden årsag også altid med at blive dage, hvor madlavningen er sat på vågeblus.
 Måltider, og især aftensmaden, handler for mig ikke kun om at blive mæt, men også om samvær. Måske netop derfor går det ikke så godt på den front, når jeg er alene. Jeg er faktisk elendig til at tage mig sammen til at lave ’rigtig’ aftensmad kun til mig. Og sådan har det alle dage været. Da jeg flyttede hjemmefra som 18 ¾ årig, tvang jeg med jævne mellemrum mig selv til at lave mad, men det var mere af pligt end af lyst. Snart efter flyttede jeg sammen med manden, som blev min datters far, og aftensmaden blev et fast samlingspunkt og en daglig rutine, som jeg i bund og grund holdt – og holder – meget af. Men ikke mere end at den blev suspenderet, når jeg i ugevis var alene, mens han rejste for sit arbejde. Da vores datter, Rebecca, kom til for snart 12 år siden, blev hun hurtigt hovedargumentet for at producere varm mad, selv når jeg var den eneste voksne hjemme – for børn skal da have noget ordentligt at spise. Og sådan har det været lige siden, også i de seneste tre år, hvor hun og jeg har boet alene sammen. Der er noget dejligt og hyggeligt i at slå sig ned ved et dækket bord og dele ud af dagens oplevelser eller planlægge den nære fremtid, mens man nyder maden sammen.

Jeg har ofte talt med folk, både mænd og kvinder, der har det som jeg. Når vi er alene, gider vi ikke besværet med at lave aftensmad. Men er det nu også et besvær? Vel er det ej! I går havde jeg sat mig for, at jeg skulle have varm mad. Klokken var 19.09, da jeg kom hjem fra et møde. 18 minutter senere kunne jeg sætte mad på bordet: Laks stegt på panden, kogte gulerødder, rå peberfrugt- og courgettestykker, wasabidressing (cremefraiche rørt op med wasabipasta – kan varmt anbefales) og naanbrød. Et i mine øjne ganske lødigt måltid. Men ... en ting er jo at lave mad, noget andet er hele situationen omkring at spise. For det er tomt og kedeligt at spise sin mad alene. Så forfalder jeg, som sikkert mange andre, til at have tv’et som selskab. Det får en til at glemme ensomheden – men hyggeligt bliver det godt nok ikke!

Der bliver tit talt om, at det fælles måltid i familierne er ved at være en saga blot. Jeg ved ikke, hvor galt det reelt står til, men der er da ingen tvivl om, at vores hektiske livsstil og de mange fritidsaktiviteter i mange (børne)familier gør, at det er svært at nå de fælles måltider. Men jeg håber ikke, at det ender med at gå, som jeg oplevede det for små fem år siden hos en familie i USA: Børnene var flyttet hjemmefra, og både mand og kone arbejdede meget, så aftensmad var reduceret til noget, man hver især selv fandt frem og puttede i mikroovnen. Som tak for familiens gæstfrihed lavede jeg aftensmad den sidste aften, vi var der: frikadeller, kartofler i fad og broccoli. Manden nåede aldrig hjem til spisetid, men konen mente, det var et festmåltid. Neej, ikke helt, protesterede jeg og fortalte så, at middage a la denne, var jeg sådan set vant til at lave næsten dagligt. Da var hun ved at falde ned af stolen. For hos dem var middagsmaden på hverdage afgået ved en stille død.

Klokken er blevet mange, og min mave fortæller mig, at jeg burde fylde noget i den. Nu lavede jeg jo varm mad i går, og der er ingen grund til at overdrive! Så jeg smutter lige ud og smører et par rugbrødsmadder. Det er vist godt, at Rebecca snart kommer hjem igen ...