”Til pinse, når skoven står rigtig grøn…”

Skrevet d. 7 Juni 2004

Af Lisse Trads

 Efter nogle år har min niece og hendes Lars endelig besluttet sig for, at nu vil de giftes. Og ved I hvad? Jeg glædede mig sådan rigtig meget. Kirkebryllup i min barndoms kirke i Volstrup i nærheden af Sæby, champagne i haven på brudens hjem og senere middag på Sæby Søbad  med udsigt over havet. Og havet ligger der sådan bare lige uden for hotellet, så det blev nydt, som det nydes bør. Bryllupper er noget ganske særligt. Alle er glade, der fældes et par tårer, og man ønsker, at de unge vil ”leve lykkeligt til deres dages ende”.

Mine egne børn har fejret ganske forskellige bryllupper. Min datter blev gift på et rådhus med allernærmeste familie til stede, vennerne uden for døren , sejltur på Limfjorden og senere middag  med havudsigt. Ældste søn blev viet i kirke med barnedåb ved samme lejlighed, en intim fest i deres eget hjem, og ”den bette” valgte at have Rebild Bakker som ramme. Vielsen foregik i Lars Kjærs hus med alle gæsterne til stede og senere fest hos os med telt i haven. Alle tre fik det bryllup, de og deres ægtefæller ønskede sig, og vi fik hver gang en god og dejlig oplevelse ud af det. Så det var alt sammen, som det skulle være, og alle var tilfredse. Og kan man så egentlig ønske sig mere. De tre fester fandt sted i august, september og oktober,  men pinsebryllup har jeg ikke før været til.

Og vejret? Det var lige så smukt som det unge par.

Maden viste sig at være fortræffelig: Fiskesymfoni med hovedtemaet laks på en dejlig bund af urter, pestomarineret oksemørbrad med gode og sprøde grønsager, og til sidst nøddekurv med is og frugtcoulis. Dog manglede der en ting. Da jeg var barn, fik vi altid kylling med agurkesalat og rabarberkompot til pinse, og glippede det en enkelt gang, så vankede der de samme herligheder grundlovsdag. Af gode grunde måtte jeg i år vente til 5. juni, men så var det også på bordet, dog lidt anderledes end i ”gamle dage”.

Og kom i ikke ud for at se, om skoven nu er rigtig grøn, så skynd jer af sted. Og fuglene, de er startet på deres fløjteri. Prøv at nyde sådan en dag i fulde drag. Jeg glæder mig i hvert fald hvert år – også på denne tid af året – til at det hele er grønt. Er der noget, der kommer op på siden af den grønne bøgeskov, der er så sart, så sart? En gang troede jeg, at det var nemt at efterligne og male den grønne farve, der er på bladene. Det gik ikke, som jeg troede og håbede på, og så var jeg færdig med at tro på en karriere som akvarelmaler. Det skal dog siges, at jeg senere har måttet konstatere, at endog rigtig mange af mine venner og veninder, vel mest de sidste, er i stand til at ramme farven ganske godt. Det vil sige, at det OGSÅ er et af de steder, jeg må sige: ”Lisse, det kan du ikke, men du kan så meget andet!”  Og det gør jeg så. Jeg kan læse mange bøger med stor fornøjelse, jeg kan dyrke de smukkeste grønsager i min urtehave, og de kønneste blomster er at finde sammesteds. Og det er jeg udmærket tilfreds med. Er andre ikke det, må det stå ganske for deres egen regning. Der er visse ting, der er, som de nu en gang er. Og det er jo, som det skal være.