HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

650 færre mælkeproducenter på et år

Skrevet d. 2 Juni 2005

Antallet af danske mælkeproducenter er nu faldet til under 6.000. Helt nøjagtigt var der primo maj 5.938 bedrifter med mælkeleverance. Det er 650 færre end på samme tidspunkt i 2004, en nedgang på 9,9 pct.

De nuværende bedrifter har en gennemsnitlig mælkekvote på 750.000 kg, en fremgang på 75.000 kg på et år. Det er samtidig en fordobling af gennemsnitsbedriften på bare syv år.

"Det viser med al tydelighed den markante strukturudvikling, som erhvervet har gennemlevet i de seneste år. Med faldende mælkepriser og nu fri handel på kvotebørsen fire gange om året vil udviklingen formentlig fortsætte med uformindsket styrke i de kommende år," siger konsulent Ejvind Pedersen fra Mælkeudvalget.

Med en gennemsnitlig mælkeydelse på knap 8.000 kg pr. ko er der i snit 95-96 malkekøer på en dansk mælkebedrift anno 2005.

De markant største bedrifter findes hos de unge producenter. Producenter under 30 år producerer i gennemsnit 1,13 mio. kg mælk årligt, mens producenter i 30’erne har 960.000 kg kvote. Producenterne over 60 år har gennemsnitligt omkring 400.000 kg mælkekvote. Gennemsnitsalderen for alle mælkeproducenter er 47 år.

Økologer i frit fald

I det seneste år har de økologiske mælkeproducenter oplevet en markant tilbagegang til nu blot 448 økologer. Det er 65 færre end for et år siden, svarende til en reduktion på 13 pct. Dermed fortsætter nedgangen med at være større end hos de konventionelle producenter.

De økologiske bedrifter har i det seneste år samtidig ikke haft en så gunstig strukturudvikling som de konventionelle, idet bedrifterne nu for første gang nogensinde er blevet overhalet i gennemsnitsstørrelse. Økologerne har således i dag 742.000 kg kvote pr. bedrift - eller blot en stigning på 26.000 kg på et år – hvor konventionelle bedrifter som tidligere nævnt har 750.000 kg.

"Forklaringen på denne udvikling hos økologerne skal formentlig søges i faldende mælkepriser samt overskud af økologisk mælk hos mejerierne, så flere bedrifter nu er gået tilbage til den konventionelle driftsform igen," siger Ejvind Pedersen.

Fra Mejeriforeningen



Se alle artikler