| ||||||||||||||||||||||
Log ind eller Bliv medlem | ||||||||||||||||||||||
Sommertid er rabarber og jordbærtidSkrevet d. 10 Juni 2005af Lisse Trads Og så er det, jeg kommer i tanke om noget, min bror og jeg oplevede hvert år, mens vi var små. Vi kom på ferie hos tante Magda og onkel Niels i Hjørring! Der var der noget ved at komme, for de havde en slagterforretning med alskens hjemmelavede ting og sager, bl.a. pølser og rigtig rød russisk salat. Det fik vi i rigelige mængder, men ved I, hvad de også gjorde med os? De tog os med på en køretur, hvor vi bestemte turen, og de bestemte slutningen. Det sidste var noget af det bedste. Ved den tid, der skulle spises aftensmad, var der altid meget bekvemt lige en kro på vejen! Allerbedst var det i Tolne Skov, for der var der vores livret: Kylling med agurkesalat og rabarberkompot, og desserten, den var et helt kapitel for sig. Det var nemlig de største, fineste og rødeste jordbær, man kunne forestille sig. Og de var serveret med sukker og fløde. Uhm, det var guf. Der skulle vel ikke være nogle, der helt har glemt, hvordan rabarberkompot laves og smager? Nå, det var der! Så her har I en opskrift, og rabarber er nemme at få hos den slags mennesker, der stadig har den skræppelignende plante i haven. De første er den gammeldags rabarberplante, der skyder som en knytnæve op af jorden, men så kommer vinrabarber og jordbærrabarber, så det kan nås endnu. Rabarberkompot Skyl og fjern evt. trevler fra stilkene og skør dem i 3-4 cm lange stykker. Læg dem i ildfast fad, drys med en del sukker og bag dem møre ved 200 grader i ca. 20 min. Vend evt. lidt rundt i dem de første minutter, men de skal gerne bevare faconen. Så kommer det: De kan spises, som de er, til kyllingen eller anden stegeret, men de er sandelig også gode til stegt fisk. Og så en anden god ting: De er fine sammen med makroner og flødeskum, for den fede, syrlige og søde smag er rigtig god. Se alle artikler |