|
Man bliver aldrig for gammel til et glas mælkSkrevet d. 3 Oktober 201603. okt 2016 af Ulla Kjer
Protein, calcium, D-vitamin og daglig fysisk aktivitet. Sådan lyder den korte version af opskriften på et sundt liv, når man har rundet de 65.
Det fremgår af et supplement til De officielle Kostråd, som Fødevarestyrelsen netop har udsendt. Det er første gang, der er udviklet kostråd specielt til ældre, og rådene handler om, hvordan man bedst bevarer sin muskel- og knoglestyrke, når man har passeret 65 år.
Protein og calcium fra mælk
Blandt andet rådes de ældre til at vælge magre mejeriprodukter. ”Ved at få ca. ½ liter mælkeprodukt dagligt og/eller et par skiver ost får du både tilstrækkeligt calcium og et vigtigt tilskud af protein,” hedder det.
Og den anbefaling kan ernæringschef i Landbrug & Fødevarer Merete Myrup Christensen kun erklære sig enig i.
”Mejeriprodukter indeholder mælkeprotein, der har en særlig høj kvalitet. Proteinet optages nemt og hurtigt i kroppen, og det har en fordelagtig effekt på vores muskler. Samtidig er mejeriprodukter den vigtigste kilde til calcium, som sammen med andre næringsstoffer giver mælk og mejeriprodukter en unik effekt på knoglesundheden” siger hun og tilføjer:
”Med Fødevarestyrelsens nye råd bliver det slået fast, at mejeriprodukter har en central funktion i kosten – også for de ældre.”
Proteinbehovet stiger
I sin uddybning af rådene påpeger Fødevarestyrelsen, at D-vitamin og calcium spiller en afgørende rolle for at holde knoglerne stærke. D-vitamin hjælper således optagelsen af calcium.
Samtidig understreges det, at mens behovet for vitaminer og mineraler er det samme som tidligere, så stiger behovet for protein, når man bliver ældre. Ud over fysisk aktivitet har man altså behov for et ekstra indtag af protein for at bevare muskelmassen, og rådene anviser, hvordan man lettest får mere af sin energi fra protein. Det kan altså blandt andet ske ved at vælge magre mejerprodukter.
Læs om Fødevarestyrelsens nye anbefalinger til de ældre her.
Se alle artikler
|