|
Et kompliment til ostebordet, kaffen eller risalamandenSkrevet d. 29 November 2016Med simple opskrifter brygget på Aalborg Basis Snaps kan du let og hurtigt sætte smag på din egen gløgg, lave en lækker likør til julens desserter – eller hvad med en krydret brunkagesnaps til kaffen? Eksperimentér med de krydderier og madvarer, som køkkenhylderne alligevel bugner af i den søde juletid, og imponer julegæsterne med en hjemmelavet snaps, der giver de traditionelle juleretter kant.
Julen er hjerternes tid. Og julen er gastronomisk højtid for krydrede smagsindtryk og aromaer som fx kanel, appelsin, kardemomme og nellike. For rigtig mange er det en tradition, at den hjemmelavede kryddersnaps laves et helt år inden den serveres og drikkes – og oftest som supplement til julebordets glæder. Men en kryddersnaps behøver ikke nødvendigvis at trække et helt år – et par uger er ofte rigeligt. Desuden komplimenterer den hjemmelavede snaps meget andet end blot julefrokosten. For eksempel smager en hjemmelavet slåensnaps fantastisk sammen med en ostemad, ligesom en brunkagesnaps smager himmelsk til kaffen. Brug de krydderier og madvarer, som køkkenet alligevel bugner af i juletiden. Med nellike, kardemomme og kanel har du på få uger klargjort din helt egen smagfulde gløgg til julegæsterne.
Aalborg Basis Snaps præsenterer her fem anderledes opskrifter, der både er nemme og hurtige at gå til. Og som overrasker med anderledes kryddersnapse, der matcher julemånedens mange hyggestunder.
TIP: Pynt en gammel karaffel eller en rengjort spiritusflaske i smuk facon med flotte bånd og julepynt, og hæld den færdige kryddersnaps deri. Så fungerer din snaps både som delikat drik, smuk dekoration og som den perfekte og helt personlige værtindegave.
OPSKRIFTER
Aalborg Basis Rød Julegløgg
Sådan gør du:
Læg skrællen af én økologisk appelsin i et glas Aalborg Basis Snaps sammen med 30 stk. kryddernelliker, 20 stk. kardemommekapsler og 6 stk. kanelbark.
Lad blandingen trække ca. 14 dage og filtrer den herefter gennem en rengjort kaffetragt med et nyt kaffefilter.
Efterfølgende blandes ovennævnte ekstrakt med rødvin og portvin i forholdet: 3 dele rødvin, 2 dele portvin og 1 del Aalborg Basis Julegløgg-ekstrakt. Blandingen opvarmes forsigtigt til lige under kogepunktet og smages til med en lille smule sukker, hvis den mangler sødme eller afrunding.
Server gløggen med hele, smuttede mandler og rosiner.
Aalborg Basis Hvid Julegløgg
Sådan gør du:
Læg 30 stk. kryddernelliker, 20 stk. kardemommekapsler, 6 stk. kanelbark og 10 skiver tyndt skåret frisk ingefær i et glas Aalborg Basis Snaps.
Lad blandingen trække ca. 14 dage og filtrer den herefter gennem en rengjort kaffetragt med et nyt kaffefilter.
Bland herefter ovennævnte ekstrakt med en god, ufiltreret æblemost i forholdet: 1 del Aalborg Basis Hvid Julegløgg og 2 dele æblemost. Blandingen opvarmes forsigtigt til lige under kogepunktet og tilsmages med en lille smule sukker, hvis den mangler sødme eller afrunding.
Server gløggen med hele, smuttede mandler. Nyd den hvide julegløgg enten varm eller kold.
Kryddersnaps med brunkagesmag – god til kaffen
Sådan gør du:
Udvælg 10 gode brunkager og put dem i et glas Aalborg Basis Snaps.
Lad blandingen trække ca. en uge og filtrer den herefter igennem en rengjort kaffetragt med et nyt kaffefilter.
Denne snaps fungerer fremragende enten alene, som supplement til kaffen eller sammen med julegodter og konfekt.
Tør slåen snaps – god til ostebordet
Sådan gør du:
Fyld 20 slåenbær (som har været i fryseren en uges tid) i et glas Aalborg Basis Snaps.
Lad bærrene trække i snapseblandingen 2-3 uger. Filtrer herefter blandingen gennem en rengjort kaffetragt og et nyt kaffefilter.
Nyd slåensnapsen afkølet – for eksempel til det store ostebord, hvor den komplimenterer blåskimmelosten særdeles godt.
Slåen likør – god til risalamande
Sådan gør du:
Fyld 20 slåenbær (som har været i fryseren en uges tid) i et glas Aalborg Basis Snaps.
Lad bærrene trække i snapseblandingen 2-3 uger. Filtrer herefter blandingen gennem en rengjort kaffetragt med et nyt kaffefilter.
Tilsæt herefter 75 til 100 g. sukker til ekstraktet og rør rundt til sukkeret er opløst. Opvarm blandingen til lidt under kogepunktet for at hjælpe sukkeret med at blive opløst, hvis det er nødvendigt. Blandingen må på intet tidspunkt koge.
Likøren smager fortræffeligt sammen med risalamanden Mortens aften eller juleaften.
Se alle artikler
|