|
De ti bedste belgiske øl-festivalerSkrevet d. 2 Februar 20181. Bruges Beer Festival (Brügge, 3.-4. februar 2018)
Bruges Beer Festival finder sted i hjertet af Brügges smukke og utroligt velbevarede middelalderlige centrum. Her gør byens kendte klokketårn det nemt at finde den store markedsplads, hvor festivalen finder sted. Denne weekend kan man møde mere end 80 forskellige bryggerier og smage på op mod 350 forskellige øl - heraf mange helt nye varianter. I anledning af festivalen serverer mange af byens restauranter også særlige menuer skabt med øl som ingrediens eller serveret med specielt udvalgte øl til hver ret.
www.brugsbierfestival.be
2. Leuven Innovation Beer Festival (Leuven, 13.-15. april 2018)
Leuven Innovation Beer Festival er stedet, hvor innovative specialbryggerier fra hele verden mødes. Festivalens nøgleord er kreativitet og originalitet, og besøgende kan glæde sig til at smage eksperimenterende øl og lære alt om ingredienserne, teknikkerne og emballagen, der er brugt til de forskellige øl - og måske høre om opskriftens oprindelse. Leuven Innovation Beer Festival finder sted i bryggeriet De Hoorns tidligere lokaler - stedet, hvor den første Stella Artois blev brygget i tidernes morgen.
www.leuveninnovationbeerfestival.com
3. The Night of the Great Thirst (Payottenland, tæt på Bruxelles, 27. april 2018)
Den internationale Gueuze & Kriek Festival, der også er kendt som "Night of the Great Thirst", fejrer øl af typen lambic og geuze - unikke øltyper, der kun kan brygges i denne region. Øllene er spontant fermenteret, hvilket betyder, at bryggerne ikke tilsætter gær til urten (udtrækket af malten). I stedet eksponeres urten for den kolde udendørs luft og den mikroflora, luften indeholder. Herefter modnes øllene i flere år i trætønder. Fordi øltyperne lambic og gueze er kendt over hele verden, tiltrækker den beskedne festival, der finder sted hvert andet år, øl-entusiaster fra mange forskellige lande.
www.geuzegenootschap.be/en/the-night-of-great-thirst
4. Zythos Beer Festival (Leuven, 28.-29. april 2018)
Zythos Beer Festival er den største ølsmagningsfestival af sin slags i Europa. Her kan man møde mere end 100 belgiske bryggere og smage 500 forskellige slags øl. I løbet af weekenden arrangeres der desuden øl-vandringer, øl-workshops, øl-foredrag og besøg på Leuvens to bryggerier - det lillebitte Domus og det gigantiske AB Inbev. Fans af belgiske øl rejser fra alle verdenshjørner til denne festival.
www.zbf.be
5. Beer Passion Weekend (Antwerpen, foreløbige datoer: 22.-24. juni 2018)
Festivalen Bierpassieweekend (på engelsk Beer Passion Weekend) er en oplagt mulighed for at smage en lang række belgiske øl og samtidig nyde Antwerpens historiske charme. På Groenplaats, der med katedralen som kulisse er en af Antwerpens smukkeste pladser, serverer omkring 40 bryggerier mere end 200 forskellige øl - med livemusik i baggrunden.
www.bierpassieweekend.be
6. Ghent Beer Festival (Gent, foreløbige datoer: 18. august 2018)
Charmerende Gent, der i rejseguides ofte omtales som Europas bedst bevarede hemmelighed, har selvfølgelig også sin egen øl-festival. Festivalen finder sted i en frodig have i gåafstand fra byens historiske centrum og er kendetegnet ved en afslappet stemning. Her mødes både almindeligt øl-interesserede og passionerede øl-nørder.
www.gentsbierfestival.be
7. North Sea Beer Festival (Oostende, 24.-26. august 2018)
Den sidste weekend i august samles øl-elskere, feriegæster og solbadere i Leopold Park i kystbyen Oostende, der ligger ud til Flanderns strande. Festivalen er den mest selskabelige øl-festival på den belgiske kystlinje og kendt for sin hyggelige atmosfære med food trucks, livemusik og DJ's.
www.northseabeerfestival.com
8. Belgian Beer Weekend (Bruxelles, 31. august-2. september 2018)
Belgian Beer Weekend finder sted på Bruxelles' historiske torv, Grand Place, der er på UNESCOs verdensarvs-liste. Festivalen starter med fejringen af Saint-Arnould, der er bryggernes skytshelgen, og velsignelsen af øllen i Bruxelles' katedral. Om lørdagen kan man desuden opleve et optog af historiske bryggerivogne og ølvogne sno sig gennem gaderne i det centrale Bruxelles.
www.belgianbrewers.be
9. Modeste Beer Festival (Antwerpen, foreløbige datoer: 29.-30. september 2018)
Modeste Beer Festival i Antwerpen er blandt de nyere øl-festivaler og fejres i 2018 for 8. gang. Festivalen er især populær blandt "connaisseurs", fordi man her kan blive klogere på nogle af de mange øl, som landets små - ofte familieejede - specialbryggerier fremstiller. Det er nemlig kun små, "beskedne" bryggerier, der kan deltage. Samtidig er det bryggerne selv, der serverer øllene ved standene. Det giver ofte anledning til spændende historier og diskussioner om fremstillingsmetoder, aromaer og smagsnuancer.
www.modestebierfestival.be
10. Christmas Beer Festival (Essen, i Antwerpen-regionen foreløbige datoer: 15.-16. december 2018)
Til den årlige Christmas Beer Festival i Essen kan man hvert år smage omkring 170 forskellige belgiske jule- og vinterøl. Øl-listen betragtes som en af verdens bedste, idet den inkluderer en lang række eksperimenterende øl og særudgaver kombineret med verdensklassikere. Da eventen er meget populær, og der kun er adgang for 1.000 gæster per dag, skal man booke sin billet mange måneder i forvejen - men så er man også garanteret en helt særlig jule- og øl-oplevelse.
www.kerstbierfestival.be
Se alle artikler
|