|
Phuket fejrer mad- og musikfestival for første gangSkrevet d. 6 Februar 2018Den 3.-5. marts 2017 har besøgende på den thailandske ferieø Phuket særlig god mulighed for at udforske Phukets gastronomi og komme tættere på den lokale kultur. I denne weekend hylder resort-området Laguna Phuket - i anledning af dets 30 års jubilæum - nemlig for første gang områdets mad- og musikkultur med Laguna Phuket Food & Music Festival.
Pop-up madmarked og kokkekonkurrence
I anledning af festivalen kan man lørdag den 4. marts gå på opdagelse i et stort udvalg af pop-up restauranter og såkaldte ”food trucks” med både internationale og asiatiske specialiteter. Ved vandet vil der også være en såkaldt ”beer garden”, hvor bl.a. lokale unge vil spille musik.
I løbet af dagen afholdes der en konkurrence, hvor nogle af de dygtige kokke, der til daglig laver mad til gæsterne på Laguna Phukets mange luksusresorts, skal dyste mod hinanden og kreere de bedste måltider med fokus på lokale ingredienser. Om aftenen er de forskellige resorts vært for en stor, fælles middag, der afholdes i event-lokalerne Latitude Marque.
Fælles oprydning på stranden
På festivalens første dag bydes der bl.a. på særlige menuer akkompagneret af udvalgt musik og vin på alle Laguna Phukets resorts, mens festivalens sidste dag indledes med brunch og champagne serveret på stranden ved den moderne XANA Beach Club. Om søndagen vil der også være forskellige former for musik, underholdning og aktiviteter for feriegæster i alle aldre.
Som afslutning på festivalen opfordres alle festivaldeltagere til at bruge 1,5 time på en fælles oprydnings-indsats, der finder sted på stranden ud for Laguna Phuket søndag eftermiddag. Formålet med denne aktivitet er at sætte fokus på bevarelse af miljøet og naturen i det populære turistområde.
Asiens første integrerede resort-destination
Laguna Phuket åbnede i 1987 som Asiens første integrerede resort-destination. I dag består Laguna Phuket bl.a. af flere forskellige luksushoteller og villa-resorts, en prisvindende golfbane og anmelderroste spa-faciliteter. Laguna Phuket-området dækker i alt mere end 400 hektar.
For at give tilbage til lokalsamfundet har Laguna Phuket netop oprettet en særlig fond, hvis hovedformål er at støtte forældreløse børn på Phukets børnehjem. Igennem hele året vil Laguna Phuket afholde forskellige events for at fejre jubilæet. En del af overskuddet fra disse events vil gå til fonden. Laguna Phuket Food & Music Festival er det første event i rækken.
Praktisk information om festivalen
Billetter til middagen lørdag den 4. marts kan købes fra den 1. februar hos Banyan Tree Phuket og de øvrige resorts i området.
Læs mere om festivalen på www.lagunaphuket.com/foodandmusicfestival
Se alle artikler
|