HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Varm chokolade

Skrevet d. 18 Oktober 2001

Så er det ved at blive koldt i vejret og mørkt om aftenen – med andre ord, efteråret er i gang. Efteråret leder tankerne hen på naturens flotte farveskift, der opleves bedst ved gåture i skoven. Og hvilken afslutning på en sådan tur er bedre end, at komme indenfor til en kop god hjemmelavet varm chokolade.

Varm chokolade kan laves med mange variationer, men fælles for dem alle er (selvfølgelig) chokoladen og mælken. Chokoladen bør være en god chokolade, med et højt kakaoindhold, gerne omkring de 70%.

Her skal det generelt indskydes, at der ofte er en tendens til, kun at fokusere på et højt kakaoindhold – ”kakaoprocenten”. Dette er imidlertid ikke det eneste kriterium, at vurdere chokolade på. Dette ville svare til, at man kun vurderede drinks efter hvor høj alkoholprocenten er. Der er en lang række andre faktorer, både objektive og subjektive, der spiller ind også – men det er en helt anden snak.

Mælken bør være sødmælk, som på grund af fedtindholdet egner sig bedst. Andre mælketyper kan dog også bruges, men hvis valget mellem sød- eller letmælk er vigtigt på grund af fedtindholdet skal man måske helt holde sig fra varm kakao.

Ud over chokoladen og mælken er resten variationer. Der kan tilsættes vanilie, sukker, kakao, smør, skummetmælkspulver, piskefløde, kanel, osv. Husk altid, at bruge en tykbundet gryde, til at lave varm kakao i og husk også at røre i gryden jævnligt, da både mælken og chokoladen hurtigt kan brænde på.

En hurtig kop varm chokolade

Ingredienser:
25 g chokolade
2 dl sødmælk
 
Fremgangsmåde:
Mælken varmes op i en tykbundet gryde.
Chokoladen hakkes fint og tilsættes sammen med evt. lidt sukker
Det hele piskes godt sammen og serveres i kopper evt. med flødeskum

En god kande varm chokolade

Ingredienser:
100 g chokolade
7 dl sødmælk
1 tsk. stødt kanel
Evt. lidt sukker
2 dl flødeskum

Fremgangsmåde:
Mælken varmes op i en tykbundet gryde.
Chokoladen hakkes fint og tilsættes sammen med kanel og evt. lidt sukker
Det hele koges i et par minutter og serveres i kopper med flødeskum og evt. lidt reven chokolade.

Læs mere om chokolade på www.criollo.dk



Se alle artikler