| Første vitaminberigede fødevare er en energidrikSkrevet d. 13 Maj 2004En energidrik fyldt med sukker bliver den første vitaminberigede fødevare i Danmark. Det ærgrer både Forbrugerrådet og Dansk Industri.
Den første vitaminberigede fødevare som Fødevaredirektoratet har godkendt, er en energidrik, som indeholder dobbelt så meget sukker som en sodavand, og flere vitaminer end almindelige mennesker har brug for. Det ærgrer både Forbrugerrådet og Dansk Industri, som ellers hidtil har været dybt uenige i debatten om vitaminberigelse.
– Det er ærgerligt, at den første vare er en energidrik. Det giver debatten en helt forkert klang. For det er jo ikke den slags berigelse, vi har talt for i alle årene, siger Dorthe Pedersen, konsulent i Dansk Industri.
Udover et højt sukkerindhold, indeholder energidrikken Shark tre gange flere af nogle af vitaminerne end den anbefalede dagsdosis. I Danmark er producenten dog blevet nødt til at skrue ned for nogle af de tilsatte vitaminer, fordi myndighederne ikke ville godkende det høje koffeinindhold eller stoffet taurin.
En dom fra EU fra september 2003 har afgjort, at der skal en særlig grund til at afvise vitaminberigede produkter, og da hverken læskedrikke eller vitaminindholdet er skadeligt, havde fødevaredirektoratet ikke andet valg end at godkende energidrikken Shark. Der arbejdes dog stadig med reglerne for vitaminberigede fødevarer i EU. Forslaget om at der ikke må tilsættes vitaminer til usunde fødevarer er strandet indtil videre, men et nyt forslag vil forhindre producenten i at nævne, at usunde fødevarer er tilsat vitaminer.
De to nye energidrikke har fået tilladelse til at indeholde niacin, pantothensyre, biotin samt B1, B2, B6, B12, C og E.
At der er tilsat vitaminer til energidrikkene skal fremgå af den ingrediensliste, der er på produkterne. Samtidig skal produktet have en næringsdeklaration, så forbrugerne kan se, hvor stor en del af den anbefalede daglige dosis, man får ved at drikke produktet.
Se alle nyhederne
|