| Bryllupsmorgenkaffen var et godt arrangementSkrevet d. 17 Maj 2004Klokken var ikke mange sekunder over otte, før det myldrede ind med sultne gæster til landbrugets store morgenmadsarrangement i København i anledning af det kongelige bryllup.
Af Stine Malte Nielsen Saul
Landbrugsraadet og Dansk Landbrug har arrangeret bespisning af 6.000 mennesker med hjælp fra 120 frivillige landmænd fra hele landet i anledning af kronprinsens bryllup med Ma-ry Donaldson i dag fredag 14. maj.
Allerede torsdag hentede Morgenmadsekspressen, en fest-ligt pyntet dobbeltdækkerbus med australske og danske flag, de første landmænd og -koner i Jylland og på Fyn. De har overnattet på Lyngby Landbrugsskole og ankom til København klokken lidt i syv fredag morgen, hvor de mødtes med deres kolleger fra Sjælland og Born-holm.
Frivillige fra Landbrugsraadet havde siden kl. 5.00 pyntet Rådhuspladsen og Axeltorv med bigballer, flag og bøgegrene og leverandørerne var allerede i fuld gang med at levere brød, mejeriprodukter, æg og pålæg mens Københavns Beredskabskorps bryggede hektoliter af kaffe.
Så det var bare på med forklæderne og så i gang for landmændene, der har glædet sig til en festlig dag i hovedstaden.
Det var koldt, og det blæste så halmstråene stod om ørerne på de sultne københavnere, men humøret og appetitten fejler ikke noget.
- Tænk at få gratis morgenmad, det er godt nok ikke noget man er vant til, sagde en gæst glad.
- Et superb arrangement, sagde en anden.
- Der mangler bare et bidrag fra kartoffelproducenterne, grinede han og drak en usynlig snaps af et usynligt snapseglas.
- Ja, det er et kanon arrangement, I har lavet her, sagde en gæst til Peder Thomsen, der gik og serverede kaffe.
Kilde: Landbrugsavisen
Se alle nyhederne
|