HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Franske trøfler fra danske skove

Skrevet d. 29 April 2002
220 spæde, men helt specielle egetræer, vokser lige nu op på syv store danske skovejendomme, hos en håndfuld svampedyrkere og på en enkelt planteskole. Alle de små egetræer har fået podet vækstmateriale (mycelium) på rødderne fra franske trøffelsvampe.

Om nogle få år vil det vise sig, om det importerede franske trøffel-mycelium har overlevet og danner grobund for masser af gode spisetrøfler, der i bedste fald kan veje op til flere hundrede gram stykket.

Der er tale om de såkaldte sommertrøfler, som ofte koster et sted mellem 1.000 og 2.000 kroner kiloet. De er uhyre eftertragtede råvarer i finere madlavning. 75 pct. af de trøfler, som i disse år sælges i Danmark er de såkaldte sommertrøfler, og de fleste af svampene er importeret fra Frankrig og andre steder i Sydeuropa.

En af drivkræfterne i projektet er skovrider Ole Pedersen fra Haslev, som rundhåndet har fordelt egeplanterne med de franske trøffel-mycelium på rødderne til interesserede skovejere og svampedyrkere rundt omkring i landet.

En af de heldige er Søren Sørensen på Strynø, som har dyrket spisesvampe i en årrække. Søren Sørensen har kun et begrænset jordareal og interesserer sig derfor meget for afgrøder, som kan give ham et højt afkast.

»Man skal være lidt gal for at kaste sig over det her«, siger Søren Sørensen og fortæller, at der findes en lang række forskellige spiselige trøffelsvampe. De mest specielle og værdifulde trøffelarter findes syd for Lyon i Frankrig og kan koste op mod 50.000 kroner kiloet.

Den trøffel, som skovejerne herhjemme satser på, er dog den mere almindelige og 'billige' såkaldte sommertrøffel. Den vokser i store dele af Europa, fra midten af Frankrig og helt op til Sydsverige.

Sommersvampen er ifølge tidsskriftet Skoven fundet fem steder i Danmark. Den er måske mere almindelig, men ses sjældent, fordi den lever sin sære skjulte tilværelse under jorden.

Det specielle ved trøffelsvampe er, at de ikke generer værtstræerne, som kan være både eg, bøg, lind, hassel og tjørn.

Trøflerne samler vand og næringsstoffer ind til træet, som til gengæld leverer sukkerstoffer til svampen. Begge arter har derfor stor fordel af samarbejdet.

Men nu blander en tredje part sig i samarbejdet, nemlig skovejerne og svampedyrkerne, der konstant er på jagt efter nye nicher, som kan give dem et tiltrængt økonomisk tilskud. Om fem år kan de første franske svampe høstes i danske skove, hvis alt går vel.

Nyhed fra www.politiken.dk

Se alle nyhederne