| Arla tager hånd om medarbejdere i Saudi-ArabienSkrevet d. 9 Juni 2004TV-Avisen bragte mandag aften et indslag, der satte spørgsmålstegn ved Arla Foods’ håndtering af situationen i Saudi-Arabien, der har været ramt af flere terroraktioner.
Arla Foods har 20 danske medarbejdere i sit saudiarabiske datterselskab, Danya Foods, der ligger i hovedstaden Riyadh. De fleste af dem har koner og børn med sig i Saudi-Arabien.
”Sikkerheden for vores ansatte og deres familier har topprioritet for os. Vi er i tæt kontakt med den danske ambassade samt de saudiske myndigheder. Desuden har vi tilknyttet sikkerhedseksperter via konsulentfirmaet Shield Risk og lytter nøje til de råd, vi får derfra”, siger direktør for Division Oversø Finn Hansen.
Han understreger, at de udstationerede medarbejdere naturligvis kan rejse hjem med kort varsel, hvis de ønsker det. Men hvis de bryder deres kontrakt i utide, kan Arla Foods ikke garantere dem et job i Danmark, idet virksomheden er midt i en rationaliseringsrunde, der kommer til at koste 600 arbejdspladser i administrationen.
Til gengæld betaler Arla Foods hjemrejsen for hele familien og dens bagage, tre måneders løn og eventuelle økonomiske forpligtelser i Saudi-Arabien.
”Desuden tilbyder vi professionel hjælp til jobsøgning for at forbedre tidligere ansattes muligheder for hurtigt at finde et nyt arbejde”, siger Finn Hansen
Se alle nyhederne
|