| Eksport af smør og ost til Rusland vokserSkrevet d. 18 November 2004Smør og ost fra Arla Foods finder i stigende grad vej til de russiske forbrugeres indkøbsvogne.
I det forløbne år er Arla Foods’ eksport til Rusland steget med 21 procent og udgør nu cirka 2.000 tons årligt. Det er især eksporten af Arlas svenske produkter, der er gået frem.
”Arla har været på det russiske marked med svenske produkter siden 1992, men det er først i løbet af det seneste år, at vi har fokuseret mere på Rusland og intensiveret markedsføringen. Det har nu givet resultat”, siger salgschef Irina Karlström.
Hård konkurrence
Arla afsætter i dag cirka 30 forskellige produkter i Rusland. Fra Sverige tegner smør fra Götene Mejeri, den havarti-lignende ”grädd-ost” fra Åseda Mejeri og
skæreost fra Falkenberg sig for den største del af afsætningen. Fra Danmark eksporteres oste under Høng og Rosenborg mærkerne, samt forskellige feta-oste. Produkterne afsættes først og fremmest omkring Moskva og Sct. Petersborg.
”Med 14 millioner indbyggere alene i Moskva-regionen er der et stort potentiale på det russiske marked. Men konkurrencen fra lokale og udenlandske mejeriselskaber er hård”, fortæller Irina Karlström.
På trods af den hårde konkurrence ser hun optimistisk på fremtiden:
”Vores satsning på det russiske marked virker, og kvaliteten på Arlas produkter bliver mere og mere kendt blandt forbrugere og kunder. Med mere markedsføring vil vi kunne fordoble salget i dette regnskabsår”.
Se alle nyhederne
|