| ||||||||||||||||||||||
Log ind eller Bliv medlem | ||||||||||||||||||||||
Politikerne er imod nedsat moms på sunde fødevarerSkrevet d. 17 April 2002Forslaget fra Kræftens Bekæmpelse om nedsat moms på sunde madvarer møder stor modstand hos de danske politikere. Det bliver utrolig svært at administrere, hvis momsen ikke er den samme på alle madvarer, mener de.
Politikerne er imod forslaget fra Kræftens Bekæmpelse om at sænke momsen på sunde fødevarer. – Det vil forvride markedet og gøre skattesystemet endnu mere kompliceret. Man skal være påpasselig med at tro, at man kan bruge skattesystemet som løsning på alt. Det må være op til hver enkelt, om man vil prioritere at købe sunde madvarer. Danskerne bruger i forvejen utrolig små summer på madvarer, siger Venstres skattepolitiske ordfører Peter Christensen til Berlingske Tidende. Socialdemokratiets skatteordfører Jacob Buksti er også imod uens moms på danske varer. – Styrken i det danske momssystem er, at det er enkelt. Det vil i praksis ikke være muligt at lave en klar afgrænsning af, hvad sunde fødevarer er. Og begynder man at rokke ved momsen et sted, så melder andre områder sig. Bør momsen på medicin ikke også sættes ned, kunne man spørge. Hvis man vil fremme dette i øvrigt gode formål, må man finde andre veje, siger Jacob Buksti til Berlingske Tidende. Skatteordfører fra Det Konservative Folkeparti Charlotte Dyremose er mere positivt stemt over for ideen end sine kollegaer. – Men jeg er bange for at åbne op for uens moms. Det er administrativt besværligt for skattesystemet. På den anden side er fødevarer så vigtig for vores sundhed, at jeg slet ikke vil afvise, at man kunne bruge momsen som instrument til at forbedre danskernes kostvaner. Vi skal have undersøgt, hvor vidt det rent faktisk hjælper – for eksempel ved at kigge på erfaringer fra udlandet, siger Charlotte Dyremose til Berlingske Tidende. Kilder: Berlingske Tidende (16.4) 1. sektion, s. 4; Jyllands Posten (16.4.) 1. sektion, s. 2; Politiken (16.4.) 1. sektion, s. 2 og 12.
Nyhed fra www.madogsundhed.dk
|