| Tilbudsaviser styrer vores indkøbSkrevet d. 25 April 2005Danskerne er målrettede jægere, der planlægger indkøb efter de tilbudsaviser, der dumper ind ad brevsprækken.
Vi skriver på små huskesedler, hvem der har de bedste tilbud på parfume, chokolade og saltstænger - og så nedlægger vi byttet ude i butikken.
Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse af 870 indkøbssedler, som lektor Marcus Schmidt fra Handelshøjskolen i København har foretaget.
»Indkøbssedlen er det første fældende bevis på, at tilbudsaviserne påvirker os«, siger han.
Indkøbssedler
Marcus Schmidt er landets førende forsker i tilbudsaviser og har gennem de seneste år samlet indkøbssedler i Aabenraa, Kolding og København.
Han finder dem i indkøbsvogne og -kurve, i skraldespande og på parkeringspladsen ved supermarkedet, hvor kunderne efterlader dem.
På omkring hver sjette af sedlerne minder skribenten sig selv om dagens gode tilbud. Der står eksempelvis »Bilka, Valentino parfume, 2 for 47«, »Saltsnacks til fødselsdag 10 kr.« og »Anton Berg 20,-«.
Arkiv over tilbud
Forskeren har skrevet dato og findested på hver indkøbsseddel.
Han har et arkiv over samtlige tilbudsaviser, der er udgivet siden 1985, og kan dokumentere sammenhængen mellem kragetæerne på de små lapper og tilbuddene i aviserne.
»Folk sidder med tilbudsavisen i weekenden, bladrer den igennem, finder et godt tilbud og markerer det på indkøbssedlen, hvorefter de går ud og handler«, siger Marcus Schmidt.
70 procent læser tilbudsaviser
Resultaterne bakkes op af en rundspørge, som analysebureauet Webpol har foretaget for Politiken.
Her svarer næsten 70 procent af de adspurgte, at de altid eller næsten altid læser tilbudsaviser. Kun 6,7 procent siger nej tak til reklamer. 5 procent siger, at de altid planlægger indkøbsturen efter tilbuddene, mens hver fjerde svarer »næsten altid«.
»Vi har så sindssygt mange supermarkeder, hvor du kan få de samme varer til den samme pris. Derfor handler vi der, hvor ugens bedste tilbud er«, siger Frederik Preisler, direktør i reklamebureauet Propaganda McCann.
Mange kunder går forgæves
Men medaljen har en bagside. Anette Høyrup, Forbrugerrådets ekspert i markedsføring, anklager butikskæderne for at lokke med tomme løfter.
»Mange butikker har så få af de annoncerede varer, at kunderne går forgæves. Vi kræver, at sælgers tilbud skal være bindende, i modsætning til i dag«, siger hun med opbakning fra Forbrugerombudsmanden.
Kilde: Politiken
Se alle nyhederne
|