| Restaurationer frygter sur smileySkrevet d. 29 April 2005Frygten for en sur smiley får restauratørerne til at undlade at anmelde rotter. Derfor vil Horesta, restauratørernes arbejdsgiverforening, have smiley-ordningen ændret.
Næstformanden i Horesta og ejer af restaurant Nimb i Tivoli, Allan Carlsen, vurderer, at alle københavnske restauranter og andre fødevarevirksomheder har haft besøg af rotter - men frygten for en sur smiley får mange til at undlade at anmelde det til kommunens miljøkontrol.
Urimelig ordning må ændres
Når man anmelder rotter er ordningen i dag, at miljøkontrollen automatisk kontakter fødevarekontrollen, som så kommer på besøg i virksomheden, der ved den lejlighed får en sur smiley, forklarer Allan Carlsen.
- Naturligvis skal det anmeldes, men samtidig må smiley-ordningen ændres. Det er urimeligt, at en restauratør, der netop er i gang med at løse problemet, skal udstyres med en sur smileymund. En mund, der i princippet kan komme til at hænge i restauranten i fire år - og skræmme kunderne væk, siger han.
19 ud af 25 firmaer undlader at anmelde
Meldingen kommer efter, at det er kommet frem, at private rottebekæmpere mod betaling under bordet lover restauratørerne at undlade at melde problemet til myndighederne, som de ellers er forpligtet til.
Ifølge TV2-programmet "Operation X" har 19 ud af 25 firmaer fundet kreative metoder til, hvordan restauratørerne undgår at blive anmeldt - mod betaling, forstås.
Miljøkontrollen undrer sig
Miljøinspektør Kim Maimann fra Miljøkontrollen tror ikke på, at rotteplagen er så omfattende som skitseret af Allan Carlsen. Samtidig undrer han sig over, at der skulle operere omkring 25 private skadedyrsbekæmpelsesfirmaer i hovedstaden.
- Vi får kun anmeldelser fra fire-fem firmaer, siger Kim Maimann.
I 2004 modtog Københavns Kommune 3302 anmeldelse om rotter - heraf kun 28 fra fødevirksomhederne.
Kilde: DR
Se alle nyhederne
|