| Campina og Arla i ny dialogSkrevet d. 19 Maj 2005Campina og Arla Foods kan teoretisk fusionere meget hurtigt. Allerede i år, hvis nye samtaler giver et gennembrud på de punkter, hvor forhandlingerne strandede i april. Det kan spare en ny due-dilligence undersøgelse.
Arlas bestyrelsesformand, Knud Erik Jensen, bekræfter nu, at der på ny er dialog på topplan mellem Arla og Campina, men understreger, at der ikke er tale om forhandlinger, men om »en dialog« mellem selskaberne.
Hans egen forventning er, at der kan gå et par år, før en fusion kommer på tale over for Arlas 11.600 andelshavere, og han kalder det ærgerligt, at fusionen med Campina måtte aflyses. For der er over 1 mia. kr. at hente i fusionsgevinst, som Arla må finde på egen hånd, så længe en fusion udebliver.
»Der opstod forskelligheder, som gik begge veje, som ikke var til at løse her og nu,« siger Knud Erik Jensen.
Selv når han bliver bedt om at tale om Arla uden Campina, bliver bruddet vendt og drejet og ikke glemt. Den forliste romance nager ham, og kærligheden er ikke død.
»Vi taler med Campina, men har jo også været i kontakt med andre som Humana, Nordmilch og Friesland. Det er ret almindeligt. Vi taler jo med alle mejerikoncerner,« siger Knud Erik Jensen.
Men det er som dansen med en ukendt pige foran den udkårne - det er mest for at vække opmærksomhed.
Kilde:Børsen
Se alle nyhederne
|